Efter at have faaet sovet ud og faaet en god gang brunch, var vi naeste dag klar til at vaere kulturelle og tog derfor til National Museum. Her brugte vi 3 timer paa at studere arkaeologiske fund saasom statuer fra Angkor-perioden, hvilket var mere spaendede, end det umiddelbart lyder, og gav et godt indblik i landets fortid samt en smagsproeve paa de vidundere, vi senere ville komme til at se ved Angkor Wat.
Da hvad, der syntes at vaere en hel cambodiansk folkeskole, indtog museet, fortrak vi os og gik en tur langs flodpromenaden til Royal Palace, der er kongens residens.
Stedet var utroligt smukt, men store dele var af gode grunde afspaerret, saa det var ikke videre nervepirrene. Hvad der til gengaeld var ret interessant var, at vi (paa vej hen efter en cola) rendte ind i Agnete fra vores gymnasieklasse og hendes kaereste Michael! Vi havde ingen anelse om, at de overhovedet var ude at rejse, saa blev naturligvis noget paffe over pludselig at se nogen hjemmefra. Saa bliver man virkelig klar over, hvor lille verden er:) Vi aftale at moedes til aftensmad samme aften.
Tilbage paa guesthouset dasede vi med en gang film - men en "historisk" een af slagsen, nemlig "Killing Fields", som omhandler de brutale haendelser under Khmer Rouge. Den var dog utrolig lang, saa da vi havde set halvdelen, gav vi op og noed i stedet den flotteste solnedgang over soen.
Middagen med Agnete og Michael blev desvaerre lidt kort, da Michael ikke var helt paa toppen, men vi hyggede os ellers godt med at udveksle rejsehistorier, da det viste sig, at de ogsaa havde vaeret i baade Kina og Vietnam. Det var ogsaa ganske dejligt rent faktisk at snakke lidt dansk igen:) Herefter fik vi en enkelt oel med et argentinsk par, som vi havde moedt paa baaturen og hoppede saa paa en moto og hjem i seng, saa vi kunne vaere klar til endnu en dag med sight seeing - dog en noget mere ubehagelig slags.
Efter morgenmad paa den dejligt svale terrasse, tog vi nemlig til Toul Sleng Genocide Museum ogsaa kendt som S-21. Stedet var i tidernes morgen en skole, men blev under Khamer Rouge omdannet til et faengsel, hvor nogle af de vaerste forbrydelser og den frygteligste tortur foregik. Ud af 20.000 indsatte overlevede kun 7! Resten doede paa stedet oftest som foelge af tortur og mange blev sendt til de saakaldte Killing Fields.
Vi fik ydermere krigens forfaerdelige konsekvenser at se endnu inden, vi traadte indenfor, da flere ofre for landminer tiggede uen for museets porte. Saerligt gjorde en mand med fuldstaendigt smeltet ansigt og manglende ben stort indtryk!
Indenfor startede vi vores besoeg med at laese brochuren, mens vi ventede paa at en dokumentarfilm skulle starte. Vi var begge enige om, at det var et sted med megen daarlig energi. Filmen var desvaerre ikke saa gribende, da det var saa godt som umuligt at hoere, hvad der blev sagt, men vi blev til gengaeld koelet lidt af, inden vi saa resten af stedets grusomheder saasom celler, torturredskaber, malerier og fotografier.
Synes isaer, sort-hvid billederne af de indsatte som fyldte tavle efter tavle, rum efter rum, roerte een dybt, og skiltene, der gjorde opmaerksom paa, at man ikke maatte grine paa stedet, var mere end overfloedige.
Efter S-21 gik turen til massegravene ved Killing Fields nogle kilometer uden for byen. Stedet i sig selv var ikke den store "sevaerdighed", da det jo nemlig "bare" er et graesomraade, men blot tanken om at betraede den jord, der har begravet tusinde af lig, giver een kuldegysninger. Og saa er det hellere ikke videre behageligt at se de knogler og toejstumper, der stadig ligger spredt over omraadet eller samlet i smaa dynger.
Noget af det foerste, man bliver moedt med, er desuden et stort, hvidt monument, der er fyldt til renden med kranier, knogler, toej og sko.
Efter dette besoeg var vi godt maettede af doed og oedelaeggelse, saa tog til Central Market for at faa lidt adspredelse. Der var dog ikke rigtig noget, der fangede vores interesse (ja, var ret stolt af mig selv:)), saa det blev kun til et kort glimt, inden vi tog tilbage til laid back Lake Side, hvor vi koebte os et stykke hjemmebagt chokoladekage - som Mads sagde: "Den er jo naesten, men ogsaa kun naesten, lige saa god, som Moster Mie laver den." - og saa resten af "Killing Fields".
Den naeste morgen skulle vi tidligt op for at komme med bussen til Siem Reap, hvor vi heldigvis skulle komme til at se, at der ogsaa er smukke ting at se i Cambodia.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar