Da vi endlig kom om bord, var vi i vogn med ene mongoler, saa det naeste doegnstid stod hovedsageligt paa laesning, soven og en masse udfyldning af diverse formularer - nogle kun i mongolske udgaver. Om natten blev det tilgengaeld ikke til saa meget soevn, da toget ved graensen mellem Mongoliet og Kina skulle have skiftet understel, da det er saa fint indrettet, at der er forskellig afstand mellem deres togskinner.Vi ankom til Beijing mandag eftermiddag, hvor vi blev hentet paa stationen af det hostel, Mr. Kim (ejeren af UB Guesthouse), havde reserveret dormbeds til os paa, saa det var en dejlig blid start i en by paa stoerrelse med Belgien.
De to hollaendere skulle bo paa samme hostel, saa efter et bad besluttede vi os for at udforske omraadet lidt. Hostlet er placeret naer et saakaldt "hutong"-omraade (smaa gyder), saa det blev til en rigtig spaendende tur, hvor vi fik set noget af det gamle Beijing. Det var dog samtidig aergerligt at se, hvordan de er i faerd med at jaevne mange af disse omraader med jorden for at lave plads til nyt og shine byen op til "Beijing 2008" - OL.
Om aftenen moedte vi desuden atter vores tre svenske venner, som ligeledes boede paa Leo Hostel. Saa de efterfoelgende dage hyggede vi os sammen, men moedte dog ogsaa nye, interessante mennesker.
Tirsdag begav vi os efter en omgang traditionel kinesisk morgenmad (en slags pastasuppe) sammen med Mattias til Silk Street, som er et kaempe indendoers marked. Her tilbragte vi nogle timer med at oeve os i at prutte om prisen, hvilket er en absolut noedvendighed, hvis man ikke skal rippes! Foelte selv, at det gik udemaerket og fik koebt lidt forskellige sager og et par "iPod nano".
Onsdag var startdagen for guideturen, saa vi maatte tage afsked med de andre paa Leo og i stedet tjekke ind paa et tre-stjernet hotel med udsigt over byen (og smoggen) - noget af et kulturchok for os efter kun at have boet paa simple hostels.
Vi skulle dog foerst moedes med gruppen om aftenen, saa om eftermiddagen gik vi en tur til Temple of Heaven, og brugte lang tid paa at gaa rundt i den tilstoedende park, hvor isaer aeldre folk hang ud, dyrkede motion og tai-chi, legede med drager og lignende, spille kort, dansede og meget mere. Det var en rigtig sjov oplevelse, og hvis vi havde tiden, kunne vi have siddet og kigget paa mennesker resten af dagen. 
Vi maatte imidlertid tilbage til hotellet for at deltage i gruppemoede, hvor vi moedte vores guide Snow (hvis efternavn direkte oversat betyder "White") og gruppen bestaaendende af en amerikaner, en tysker og tre englaendere, heriblandt Maria, som vi moedte paa toget fra Moskva. Efter moedet spiste vi aftensmad sammen bestaaende af bl.a. Peking and - mums.
Torsdag tog fem af os til Tiananmen Square og Den Forbudte By, hvor vi blev ledt rundt af en lokal guide. Stederne er utroligt smukke, og det var dejligt ogsaa at faa noget baggrundshistorie.
Bagefter besoegte vi Jingshan Park, men gik desvaerre glip af den fantistiske udsigt over Den Forbudte By, der normalvis skulle vaere herfra, da det var meget taaget. Da parkerne i Beijing er saa smukke og fredfyldte, gik vi efterfoelgende ogsaa til Beihai Park og tog en lille stroll.Om aftenen to vi til akrobatshow, hvilket var en sjov oplevelse. 12 kinesiske smaafolk paa en cykkel er vaerd at se:)
Fredag tog vi en times taxatur ud til endnu en af byens store sevaerdigheder, Summer Palace, som bestaar af en soe omgivet af en enorm park overdrysset med smukke templer og anden arkitektur. Desvaerre var nogle af hovedbygningerne under renovering (ligesom de desuden ogsaa var i Den Forbudte By) - for at forberede dem til aar 2008:)
Vi noed dog at tulle rundt i parken paa egen haand og se saa meget, vi nu kunne gennem det tykke lag taage. Mads noed det saa meget, at han til sidst havde forvildet sig saa meget vaek fra os andre, at vi maatte opgive at finde hinanden igen.Loerdag var dagen for turen til Den Kinesiske Mur, saa vi tjekkede ud af vores fine gemakker og koerte i fire timer i minibus til den lille by Jinshanling. Her besteg vi Muren og gik ca. 10 km. til Simatai. En gruppe af saelgere fulgte os halvdelen af vejen og tog os i haanden paa svaere steder, saa vi maatte selvfoelgelig koebe lidt postkort af dem. Det var nu meget hyggeligt at have lidt kontakt med de lokale, men vi noed det virkelig, da vi det sidste stykke vej kun var os selv.
Alt i alt var det en helt fantastisk dag, og udsigtet kan ikke beskrives med ord! Vi var rigtig heldige med endelig at faa noget sol fra en skyfri himmel - en glaedelig overraskelse, da Snow dagen forinden havde sagt, at vi skulle forberede os paa snevejr.Efter til sidst at vaere godt traette af at gaa paa trapper, tog vi en svaevebane ned til den lille by, hvor vi blev indlogeret paa hostel og gik traette i seng kl. 10:)
I dag koerte vi saa tilbage til Beijing, hvor vi nu skal have handlet lidt kopnudler ind til togturen til Xi'an.
Paa tilbagevejen gik vi nysgerrigt op paa en bakketop, der laa midt i byen, og fandt en dekoreret stendynge - en saakaldt ovoo. Det lignede en baseball bane, men daekkede i virkeligheden over noget religioest; man kan gaa tre gange rundt om dyngen og derefter kaste et offer (for de flestes vedkommende aabenbart en sten) paa og oenske noget... Senere opdagede vi, at disse stenklynger er at finde paa saa godt som hvert eneste sted, der minder om en forhoejning.
Resten af dagen gik med den obligatoriske lur, og om aftenen spiste vi yakokse med svenskerne. Det smager af koed, saa det var ikke noget kulturchok, men stadig en rigtig god og hyggelig middag. 
Naeste dag tog vi op til Zaisar War Memorial, som er et monument paa en bjergtop, der skal minde om Mongoliets anonyme soldater, der er faldet i kamp. 
Det var rigtig flot, og udsigten var faenomonal. Senere tog vi ind til Winter Palace - et gammelt palads, der i sin tid husede den 8. inkarnation af Buddha. Vi knipsede loes udenfor, og da vi saa skulle ind og betale, var der to forskellige priser - hvis man ville tage billeder, var prisen 15000 T. Uden billeder var det 2500 T, og det er da en meget fair pris :-)
Tirsdag tog vi afsted til Terelj Nationalpark sammen med de "jaevla svenskara" og 2 flyvende hollaendere. Vi blev transporteret derud i minibus, og koereturen var vanvittig smuk - naar vi da lige kunne se ud, for der var is paa indersiden af ruden. Langt ude in the middle of ingenting, passerede vi bl.a. "Chenggis Kahn Country Club".
Hjemme igen fik vi serveret traditionel mongolsk mad. Det smagte rigtig godt, men jeg er ikke helt sikker paa, hvad det var. Svenskerne skulle derefter paa den forudbetalte ridetur, og det var nu ret komisk at se dem. Matthias' hest begyndte at gaa, lige efter han havde sat sig paa den, og han var ikke alt for stolt af det. De var samtidig ved at blive lidt nervoese, da de troede at de ville blive sendt afsted alene. Hesteguiden, en meget maerkelig lille mand, tog gas paa dem, hvilket ingen af dem fattede.
Vi andre tog en bette lur, og da svenskerne kom tilbage, klatrede vi i klipper... Eller nogle af os gjorde, pigerne fandt en gangbar sti op til toppen og ankom samme tid som de testosteronpumpede machomaend. Men fedt var det. 
Efter noget pyroggelignende aftensmad, spillede vi poker i turistger'en med tilhoerende vodka. Det var meget hyggeligt, og kakkelovnen i midten af ger'en gjorde ogsaa sit. Midt paa aftenen kom hesteguiden ind for at smide braende paa, og efter to- tre (dobbelte) gibbernakkere, ville han toemme askeskuffen. Den er gloende varm, og da han saa kommer ind igen, falder han over et par stoevler og lander oven paa skuffen. Han saa bestemt ikke tilfreds ud, men sagde ikke en lyd, men skyndte sig i stedet ud. Natten var saunavarm, da hesteguiden blev ved med at smide braende paa, men hellere det end at fryse.
Naeste morgen tog svenskerne hjem til Ulan-Bataar igen. Vi har aftalt at moedes med dem i Beijing, saa forhaabentlig lykkes det os at finde dem. De bliver nok ikke svaere at kende i maengden.
Desvaere vendte den ene af hollaenderne om; heste var aabenbart ikke noget for ham. Vi andre kom fint afsted, men guiden syntes det var ustyrlig morsomt at slaa hestene bagi med en kaep, saa de satte i rask trav. Det var specielt morsomt fordi nogle af os hylede som smaa piger og raabte stop! Men saa var glaeden ogsaa stor, da vi i fuld gallop red vaek fra ham senere paa turen. Foerste stop var ved "Turtle Rock", og som navnet antyder, var det en stor sten der lignede en skildpadde. 
Naeste stop var ved en lille camp, der aabnede sin butik specielt for os, saa vi hver kunne proviantere for 3 kr.! Lidt klippeklatring igen og saa afsted mod et bjergkloster. Her skulle vi "parkere" hestene ved et hegn et godt stykke vaek. Guiden ville lige fixe en wire paa hegnet, men i stedet knaekkede han den. Der stod han jo saa og saa godt dum ud, og hvordan redder man saa ansigt? Det goer man ved at kvaele en hund med wire'ren. Vi fik ham dog heldigvis stoppet, men hold kaeft hvor er han maerkelig.
Hjemvejen blev i lange perioder tilbagelagt i fuld gallop - helt vildt fedt, men det skulle jo gaa galt. Hollaenderens hest var meget hurtig, og han kunne naesten ikke nyse uden den satte i gallop. Pludselig knaekker forbenene sammen paa den, og han forsaetter med hovedet foerst ned i sneen. Det saa meget dramatisk ud, men heldigvis gik det kun ud over hans briller, og han fik et lille saar paa kinden. Hesten kunne aabenbart selv finde hjem, saa den saa vi ikke mere til. Guiden gik resten af vejen, og pludselig var det mig (Mads), der var i front hele tiden!!! Jeg foelte mig som Lucky Luke, der red ud i solnedgangen. Bare mig og min hest, paa traek mod ukendte omraader. Derfor var det lidt irriterende hele tiden at blive bedt om at vente! Lise' uerfarne krikke ville aabenbart ikke mere og skulle naermest traekkes hjem.
