Phnom Penh

Efter verdens varmeste, 6-timer lange baadtur og 1,5 times bustur, naaede vi endelig Cambodias hovedstad Phnom Penh. Vi blev selvfoelgelig laesset af ved et alt for dyrt hotel, saa vi var hurtige til at vende snuden mod Lake Side, byens backpackeromraade. Her fandt vi et hyggeligt guesthouse med haengekoejemoebleret terrasse ud over soen samt en indisk restaurant med "all you can eat" - hvad mere kan man oenske sig? :)
Efter at have faaet sovet ud og faaet en god gang brunch, var vi naeste dag klar til at vaere kulturelle og tog derfor til National Museum. Her brugte vi 3 timer paa at studere arkaeologiske fund saasom statuer fra Angkor-perioden, hvilket var mere spaendede, end det umiddelbart lyder, og gav et godt indblik i landets fortid samt en smagsproeve paa de vidundere, vi senere ville komme til at se ved Angkor Wat.
Da hvad, der syntes at vaere en hel cambodiansk folkeskole, indtog museet, fortrak vi os og gik en tur langs flodpromenaden til Royal Palace, der er kongens residens.

Stedet var utroligt smukt, men store dele var af gode grunde afspaerret, saa det var ikke videre nervepirrene. Hvad der til gengaeld var ret interessant var, at vi (paa vej hen efter en cola) rendte ind i Agnete fra vores gymnasieklasse og hendes kaereste Michael! Vi havde ingen anelse om, at de overhovedet var ude at rejse, saa blev naturligvis noget paffe over pludselig at se nogen hjemmefra. Saa bliver man virkelig klar over, hvor lille verden er:) Vi aftale at moedes til aftensmad samme aften.
Tilbage paa guesthouset dasede vi med en gang film - men en "historisk" een af slagsen, nemlig "Killing Fields", som omhandler de brutale haendelser under Khmer Rouge. Den var dog utrolig lang, saa da vi havde set halvdelen, gav vi op og noed i stedet den flotteste solnedgang over soen.

Middagen med Agnete og Michael blev desvaerre lidt kort, da Michael ikke var helt paa toppen, men vi hyggede os ellers godt med at udveksle rejsehistorier, da det viste sig, at de ogsaa havde vaeret i baade Kina og Vietnam. Det var ogsaa ganske dejligt rent faktisk at snakke lidt dansk igen:) Herefter fik vi en enkelt oel med et argentinsk par, som vi havde moedt paa baaturen og hoppede saa paa en moto og hjem i seng, saa vi kunne vaere klar til endnu en dag med sight seeing - dog en noget mere ubehagelig slags.
Efter morgenmad paa den dejligt svale terrasse, tog vi nemlig til Toul Sleng Genocide Museum ogsaa kendt som S-21. Stedet var i tidernes morgen en skole, men blev under Khamer Rouge omdannet til et faengsel, hvor nogle af de vaerste forbrydelser og den frygteligste tortur foregik. Ud af 20.000 indsatte overlevede kun 7! Resten doede paa stedet oftest som foelge af tortur og mange blev sendt til de saakaldte Killing Fields.
Vi fik ydermere krigens forfaerdelige konsekvenser at se endnu inden, vi traadte indenfor, da flere ofre for landminer tiggede uen for museets porte. Saerligt gjorde en mand med fuldstaendigt smeltet ansigt og manglende ben stort indtryk!
Indenfor startede vi vores besoeg med at laese brochuren, mens vi ventede paa at en dokumentarfilm skulle starte. Vi var begge enige om, at det var et sted med megen daarlig energi. Filmen var desvaerre ikke saa gribende, da det var saa godt som umuligt at hoere, hvad der blev sagt, men vi blev til gengaeld koelet lidt af, inden vi saa resten af stedets grusomheder saasom celler, torturredskaber, malerier og fotografier.

Synes isaer, sort-hvid billederne af de indsatte som fyldte tavle efter tavle, rum efter rum, roerte een dybt, og skiltene, der gjorde opmaerksom paa, at man ikke maatte grine paa stedet, var mere end overfloedige.

Efter S-21 gik turen til massegravene ved Killing Fields nogle kilometer uden for byen. Stedet i sig selv var ikke den store "sevaerdighed", da det jo nemlig "bare" er et graesomraade, men blot tanken om at betraede den jord, der har begravet tusinde af lig, giver een kuldegysninger. Og saa er det hellere ikke videre behageligt at se de knogler og toejstumper, der stadig ligger spredt over omraadet eller samlet i smaa dynger.

Noget af det foerste, man bliver moedt med, er desuden et stort, hvidt monument, der er fyldt til renden med kranier, knogler, toej og sko.
Efter dette besoeg var vi godt maettede af doed og oedelaeggelse, saa tog til Central Market for at faa lidt adspredelse. Der var dog ikke rigtig noget, der fangede vores interesse (ja, var ret stolt af mig selv:)), saa det blev kun til et kort glimt, inden vi tog tilbage til laid back Lake Side, hvor vi koebte os et stykke hjemmebagt chokoladekage - som Mads sagde: "Den er jo naesten, men ogsaa kun naesten, lige saa god, som Moster Mie laver den." - og saa resten af "Killing Fields".
Den naeste morgen skulle vi tidligt op for at komme med bussen til Siem Reap, hvor vi heldigvis skulle komme til at se, at der ogsaa er smukke ting at se i Cambodia.

Saigon

Busturen til Saigon gik super, vi var heldigvis kommet paa en af de behagelige lokale busser, langt vaek fra "Open tour" - monopolet. Bussen stoppede lige hvor vi havde planlagt at skulle sove, saa det var jo perfekt. Vi fandt, med hjaelp fra en vietnameser, et hyggeligt lille sted i en gyde, langt vaek fra gadens larm. Vi havde igen glemt at tage malariapillen til aftensmaden, saa vi fandt os nogle maelkeprodukter, som hjaelper maven imod de kraftige piller. Paa vejen tilbage passerede vi noget der mindede om en McDonalds, og det havde vi da ikke faaet i lang tid - vi saa os omkring, og listede stille ind i syndens hule.
Naeste morgen fik vi, efter morgenmaden, koebt billetter til Cambodia. Vi havde bestemt os for en baadtur op af Mekongfloden, saa vi da kunne faa set en smule af deltaet - tidspressede som vi var, var det den eneste loesning. Mine foraeldre havde sendt en pakke til min poste restante adresse i Saigon, saa vi skulle ogsaa lige en tur omkring posthuset. Det er altid super laekkert at modtage lidt dansk slik, lidt dansk laesestof og bearnaisesovs - keep it coming! Hoej paa m&m's begav vi os tilbage mod hotellet, men inden da passerede vi et lille marked, og det gaar man altsaa ikke udenom, naar man har Lise paa slaeb. Vi fik koebt lidt brugsting som shampoo og solcreme, resten var saadan noget turistlir, som vi har i samtlige lande indtil videre. Resten af dagen brugte vi paa en internetcafe, hvor vi gjorde et ordentlig indhuk, paa den meget forsoemte blok - hvor er det dejligt at faa andre beskeder end: "Hvornaar foelger i op paa bloggen?" ;-)

Efter lidt aftensmad, blev der ogsaa tid til lidt shopping i turistghettoen. Vi fik endelig koebt boksene med samtlige afsnit af forskellige serier, og saa faldt jeg da ogsaa lige over et par hoejttalere. Lidt i ti skulle vi med taxi til en minibus, som saa koerte os til busstationen. Foran os ventede der en raedselsfuld nat - vild koersel, braek, hoej irreterende musik og alt for lidt soevn. Midtvejs skulle vi af, og gaa ombord paa en faerge, som sejlede os over en flod, og kl. 4.30 ankom vi til byen, hvorfra baaden gik. Vi blev shanghajet af nogle alt for morgenfriske motorcykeltaxier, og koert ind til et hotel, hvor vi vaekkede den stakkels fyr i receptionen, som gabende maatte saelge os billetter til baaden. Vi gik ned til floden, fandt os en baenk paa en slags bytorv, og skiftedes til at sove lidt.

Imens begyndte byen at vaagne omkring os, og lige foer solopgang startede hoejttalerne med deres morgenpropaganda, og folk kom ud paa gaden for at motionere. Det er helt vildt spaendende at foelge med i og meget imponerende, at en hel nation kan vaere saa aktiv om morgenen. Men naar gode gamle "onkel Ho" kan, saa kan de vel ogsaa.

Vi saa solopgangen, og bevaegede os langsomt tilbage mod hotellet, hvor vi havde opmagasineret vores tasker. Paa vejen kom vi forbi et rullende koekken, som solgte vafler med ris, peanuts og sukker - super laekkert! Kl. 7 blev vi hentet af en rickshaw, som tog vores tasker, og saa skulle vi ellers selv gaa til baaden. Daarlig service! Det viste sig, at vi havde koebt en sightseeing tur, inklusiv en del stop, inden vi ville komme til Phnom Penh. Det var vi sq ikke helt oplagt til, men fiskelandsbyen var da meget spaendende. Forureningen af floden goer det desvaerre svaert for de smaa steder at overleve, fiskene doer simpelthen. Naeste stop var en minoritetslandsby, og det giver jeg altsaa ikke meget for. Vi har set flere af dem ned igennem vietnam, og det er sq bare en stor turistfaelde. Vi behoevede bestemt ikke at koebe noget, hvis vi ikke havde lyst... Den er god med jer!

Efter et par timer kom vi paa land igen, spiste frokost, og gensaa vores guide, som var staaet af tidligere, for at ordne vores Visa. Graenseovergangen gik smertefrit - vi blev lukket ud af Vietnam, sejlede et lille stykke, gik i land i Cambodia og fik diverse stempler. Herefter fulgte den vaerste baadtur jeg nogensinde har haft. 6 timer hvor vi bare led i varmen, og oenskede at vi havde taget den direkte bus til Phnom Penh.

Tur med Easy Riders

Havde faaet arrangeret en 3-dages motorcykeltur med Easy Riders, som skulle tage os fra Nha Trang til Dalat i det centrale hoejland. Skulle afsted kl. 8.30, saa selvom vi havde vaeret ude at buldre aftenen forinden, stod jeg op i god tid for at faa pakket og rendt et par aerinder. Mads paa den anden side var kommet hjem kl. 7 efter at have set solopgang paa stranden - og var gaaet i seng! Jeg kunne se, at han virkelig havde brug for soevnen, saa lod ham ligge en time, inden jeg vaekkede ham... eller det vil sige; troede, jeg vaekkede ham. Efter at have rusket ham et godt stykke tid, aabnede han nemlig oejnene, satte sig op og mumlede et eller andet. Fik forklaret ham, at vi snart skulle afsted, og gik derefter i god tro ud for at finde morgenmad. Da jeg kom tilbage, laa Mads imidlertid stadig og snorkede! Samme procedure gentog sig herefter flere gange: Vaekke Mads, Lise ud, Lise ind, Mads sover. Da der var fem minutter til aftalt tid, var min taalmodighed ved at slippe op. Fik ham bragt til live, og da jeg denne gang forklarede ham, at nu skulle han (f......) op, blev han noget forvirret og kunne ikke huske alle de andre gange, jeg havde vaekket ham.
Vi kom dog - noget forsinkede - op paa motorcyklerne og afsted.

Vores Easy Riders kunne hurtigt fornemme, at ikke alle var lige oplagte, saa de holdte det til et rimeligt let program den dag og lod os tage blundere paa motorcyklen - saa behageligt og afslappet sad man:) De havde dog ogsaa stor forstaaelse for, at man i laengden godt kan blive lidt oem i maasen, saa ind imellem blev vi smidt af motorcyklerne og bedt om at lave lidt motion (gaa et kort stykke vej, hvorefter de kom og samlede os op igen) Lidt saa vi dog alligevel. Bl.a. en fiskerlandsby, en murstensfabrik og en gummiplantage. Kan umiddelbart lyde lidt toert, men det var faktisk rigtig spaendende at se, hvordan almindelige vietnamesere tjener til dagen og vejen, og den erfarne Chan var god til at forklare os om de ting, vi saa. Vi koerte desuden gennem smuk bjerglandskab, hvoraf dele dog var skaemmet af amerikanernes bombardementer med Agent Orange. Der er nemlig stadig den dag i dag problemer med at faa vegetationen til at overleve i laengere tid.

I baggrunden ses omraader, som er blevet bombet.

Var ret tankevaekkende og skraemmende at se, hvor store miljoemaessige konsekvenser disse bombardementer har haft for et land, der er dybt afhaengig af landbrug. For ikke at taenke paa de mange boern, der efterfoelgende er blevet foedt med misdannelser...
Da vi naaede dagens destination, fik vi os en lille, tiltraengt eftermiddagslur, hvorefter vi spiste aftensmad med Chan og Sai og blev underholdt af Chans mange tricks og lege.

Mads viste tilgengaeld dem et korttrick, til stor fornoejelse og forundring for de to. Aftalte, at vi nok hellere maatte sove lidt laenge, saa vi naeste dag kunne vaere mere friske.
Eftermorgenmaden var det op paa biken igen, og vores foerste besoeg var ved en kaffe- og peberplantage ("Brazil no. 1, Vietnam no. 2").
Derefter koerte vi ind i junglen, hvor vi fik en dejlig, men lidt brutal, gang "water massage" af et vandfald og badede i den klareste klare soe. Var et helt fantastisk smukt omraade!

Senere saa vi, hvordan de laver rispapir, og fik det derefter at spise i form af fresh "springrolls", som er noget af det bedste vienamesiske mad, vi har faaet!


Hen paa eftermiddagen kom vi til en minoritetsby, hvor de stadig bor i de traditionelle "long houses", og hvor der er byttet fuldstaendig om paa koensrollerne! Her var det konen, der gik i marken, men manden blev derhjemme og passede hus og boern. Det var desuden kvinden, der valgte, den mand, hun ville giftes med - og det var tydeligvis maendene, der fraasede med pengene; da vi soegte ly for et regnskyl, fik Chan et spil kort med een af de lokale. Det var det mest mestmaerkvaerdige kortspil, vi nogensinde har set, og det lod til, at der ikke var nogen regler what so ever - men vores fyr vandt dog paa den ene eller anden maade en ret god slat penge fra den fattige minoritetsmand.

Vi overnattede kort fra denne by, og aftenen stod paa traditionel musik og dans ret lig det, vi havde set en gang tidligere. Det var ret tacky, da det denne gang var os, der blev slaebt op fra bambusmaatten for at deltage, men hvis man bare legede med, var det nu ganske sjovt.

Talk about tacky:)

Naeste dag var jo saa desvaerre den sidste som Easy Rider. Ville have det maksimale ud af dagen, saa stod op kl. 5 for at se solopgang, men som alle andr gange, jeg har proevet det, er jeg blevet skuffet; solen gemte sig bag bjerge og skyer, saa det blev bare lysere.
Naaede lige at indhente en times soevn, inden vi begav os paa det sidste straek mod Dalat. Turen gik af "snake roads" og naturen var fantastisk. Meget sjovt at se, hvordan vegetationen aendrede sig, efterhaanden som vi kom op i hoejere luftlag og mere tempereret klima. Dette - og de mange blomstergartnerier - var ogsaa grunden til, at Dalat er kendt som Vietnams honeymoonsted nr. 1! Ifoelge vores aerlige guider, kunne de nygifte bedre goere, hvad nygifte nu goer, naar det ikke er saa varmt.

Mads og Sai paa motorcyklen.

Undervejs paa turen saa vi desuden, hvordan silke fremstilles lige fra larve til stof. Var meget imponerende og meget sjov baggrundsviden at erhverve sig:)

Her pilles silkelarverne ud efter de har forpuppet sig.

Og her traekkes silketraadende ud af pupperne. Mener, een puppe kunne blive til 2km. silketraad (men haeng mig ikke op paa det).

Da vi ankom til Dalat, gik tingene hurtigt! Blev laesset af ved et hotel, der kunne hjaelpe os med busbilletter til Ho Chi Minh City/Saigon, men blev hurtigt bakset paa motorcyklen igen, da det viste sig, at bussen ville koere netop da! Saa gik det ellers huhej gennem Dalat! Vi naade det lige praecis og kunne hvile vores motorcykeltraette bagdele paa den 7-timer lange bustur til Vietnams stoerste by.

Motorcykkelturen med Easy Rider var virkelig "fucking cool", som de siger det:)

Nha Trang

Busturen til Nha Trang blev vores anden, og heldigvis sidste, med de notoriske "Open tour ticket" - busser. Et system der blev opfundet af Sinh Cafe, hvor man faktisk kan koebe et pas fra Saigon til Hanoi (og omvendt), og saa hoppe af og paa i turistbyerne langs kysten. Det er vanvittig billigt - der er naesten 2000 km fra Hanoi til Saigon, og passet koster omkring 19 dollars. Det er dog ogsaa ualmindeligt irriterende, da busserne altid gaar tidligt, og derefter bruger op mod 2 timer paa at samle folk op i byen (hvorfor skal vi altid samles op foerst!). Derefter skal man holde 1 times pause ved et eller andet hotel/restaurant, der sikkert betaler kommission til selskabet, og saa bliver man da ogsaa lige droppet af ved et hotel, hvor priserne slet ikke passer til et backpackerbudget (de regner nok med at turen har vaeret saa anstrengende, at man bare overgiver sig, og tager et vaerelse for natten). I Nha Trang var sidstnaevnte irritationsmoment dog ikke tilfaeldet, da der var totalt booket op alle steder - vietnameserne havde ogsaa ferie, saa hele Saigon var rykket op til Nha Trang, strand, sol og vand. Vi besluttede os for at gaa maalrettet efter et hostel, som vi havde laest om i LP, og det viste sig at vaere en god ide. At betale 6 dollars for en dormitory seng, er bare mere tiltraekkende, end at sove paa gaden. Derefter fandt vi en lille gadebiks, der lokkede med baguettes og "den leende ko" - smoereost, saa noget godt er der da kommet ud af franskmaendenes tilstedevaerelse. Efter en lille lur (natten boed ikke paa meget soevn - de koerer sq ikke saa paent!), og en hurtig gang frokost, var det blevet tid til stranden. Paa det tidspunkt kunne vi stadig se folk fra vores bus, der med et opgivende udtryk i ansigtet, slaebte deres rygsaekke fra et hotel til et andet, og ledte efter en seng at sove i.

Paa vejen tilbage fra stranden, stoedte vi ind i een af de legendariske "Easy Riders". Det er en flok vietnamesere, der har specialiseret sig i motorcykelture op i hoejlandet, og som de siger: "We take you straight to the people of Vietnam". Papa Hahn var meget overbevisende og entusiastisk, saa vi var hurtigt med paa ideen. Vores Canadiske ven, Gilles, var gaaet videre, saa vi aftalte at komme tilbage, naar vi havde fundet ham. 30 skridt senere hiver Papa Hahn motorcyklen ind til kantstenen ved siden af os, og bagpaa sidder Gilles - som sagt er han meget overbevisende :-)
Gilles havde andre planer, men Lise og jeg betalte for en tredages tur til Dalat oppe i hoejlandet. Vi kunne dog ikke helt blive enige om afrejsedatoen, da Lise gerne ville afsted 2 dage senere, og jeg oven i det, gerne ville have en ekstra dag. Det trak op til vores foerste stoerre diskussion, og da vi gik ned til Papa Hahn for at betale, var det stadig ikke afgjort. Men men men, det er ikke let at vaere oppe imod en Femme Fatale, og Lise fik da ogsaa hurtigt Papa Hahn paa sin side.... Det vil helt sikkert vaere bedst at tage afsted soendag :-) Jeg maatte slukoeret makke ret, dog med en sidste krampagtig magtdemonstration om, at saa skyldte hun mig eddermame ogsaa bigtime! Tilbage paa hotellet fik vi vasket strandsandet ud af kroppen, og da sulten satte ind, var det da lige blevet tid til Indisk mad igen. Uhmmm. Maden var vanvittig god, og deres Mango Lassie var i en klasse for sig selv - vi endte med at bede om en hel kande af stadset. Det er jo ogsaa godt at tage malariapillerne med maelkeprodukter! Inderen gik grinende ud bagved, rodede hoejlydt i noget koekkenudstyr, og kom tilbage med en metalspand, og spurgte om den kunne gaa an. Det kunne den, og prisen var meget rimelig.

Vi slubrede youghurtdrikken i os, og efter at have trillet tilbage paa hotellet, var vi noedt til at ligge udstrakt paa sengen, og saa bare fordoeje i en time..
Nha Trang er en "leftover" fra krigens tid, hvor de amerikanske soldater brugte byen som R&R (Rest and Relax) - destination. Stedet er fyldt med barer og diskoteker, og udover stranden, er det primaert det folk kommer for. Paa stranden faar man uddelt tonsvis af flyers, fra barer der holder solide Happy-Hours paa de mest uanstaendige tidspunkter. Vi fandt os en lille hyggelig en af slagsen, med fodboldbord, billard og meget billige oel og drinks. Ejerens soen (han kan ikke have vaeret mere end 9) var den foedte billardhaj, og forsoegte at hustle samtlige gaester. Han spurgte Gilles, om han ville spille fodbold om en drink, og da Gilles takkede nej, spurgte knaegten om det var fordi han ikke turde. Det var kodeordet, og de to udkaempede en drabelig kamp ved fodboldbordet. Knaegten vandt knebent, og Gilles skulle selv betale for sin drink. Eller det troede han da i hvert fald. Knaegten mente, at Gilles var gaaet med til at koebe postkort, hvis han tabte, og prisen var helt ude af kurs. Gilles naegtede, og moegungen begyndte at svine ham til, imens lod som om han graed. Det var soergeligt at se, hvordan en unge kan blive saa oedelagt og tilregnende. Han endte med at faa solgt et par postkort, og fik saa ellers besked paa at flytte sig langt vaek fra os. Vi forlod stedet, og gik efter "Why Not" bar, som vi havde hoert om fra den engelske ejer, Simon, der uddelte flyers paa stranden. Vi var dog for baldrede til den store bytur, og endte med at hygge paa terrassen, imens vi slubrede buckets (smaa legespande, med en ordentlig maengde sprut og en lille smule sodavand).
Naeste morgen skulle vi paa en af de meget kommersielle baadture, der tager folk rundt til nogle af oerne ud for Nha Trang. Bussen hentede os tidligt, men igen skulle vi selvfoelgelig rundt og samle folk op! Det viste sig, at vi var de eneste vesterlaendinge, og det var vi sq egentlig lidt nede over, og desuden var der alt for mange mennesker paa den lille baad. Vi konkluderede hurtigt, at det da bestemt ville blive kedeligt, naar der kun var vietnamesere med!

Flydende by.

Foerste stop var ved et lille rev taet paa kysten, hvor vi kunne snorkle i en time. Det var rigtig fedt, og selvom vi bestemt ikke var den eneste baad, virkede dyrelivet til at vaere uforstyrret. Havde dog glemt at smoerre ryggen ind - en smutter som kom til at goere ondt! Vi var saa optagede inde paa revet, at vi naer glemte tiden. Baaden havde taendt for motoren, og kaptajnen gestikulerede voldsomt, da vi til sidst svoemmede tilbage. Naeste stop boed paa en laekker frokost paa taget af baaden, hvor de forskellige retter blev linet op i midten. Vi sad meget taet omkring, med hver vores lille skaal, og der skulle desvaerre gaaes til den, hvis man ville vaere maet. Jeg snakkede et kort oejeblik med en vietnamesisk pige, og da jeg vendte blikket tilbage mod buffeen, var der naesten ikke mere tilbage.

Saa skulle der slaaes mave, og til det havde de engageret et "boyband", der bestod af de gamle soemaend der styrede baaden, paa deres meget hjemmestrikkede instrumenter. Baenkenes ryglaen blev lagt ned, saa hele midten af baaden dannede et dansegulv, og for sytten hvor blev der pludselig gang i de kedelige vietnamesere. Anfoert af den vanvittige gamle langhaarede sailor, blev dansegulvet fyldt, og der blev gaaet til den med fraekke salsa-moves. En af soemaendene, en respektabel aeldre herre, var blevet udstyrret med en tamburin, og et saet kokosnoedbryster! Det var et bizart syn, og meget morsomt og festligt. Jeg blev da ogsaa lige hevet ud paa gulvet, til en forfoerende salsa med den vanvittige soemand. Herefter blev den flydende bar smidt ud i vandet, den vanvittige soemand var bartender, og vi fik hver en lille flydering. Jeg brugte de gode gamle gymnastikdage til at blaere mig, og var den foerste i vandet og baren, da jeg hoppede i vandet fra taget, og lavede halvanden salto - havde ikke lige set at opvaskevandet blev lukket ud samme sted, saa jeg dykkede lige paa hovedet igennem resterne fra frokosten :-)
Baren boed kun paa roedvin og ananas, som den vanvittige gamle soemand helst skulle haelde i svaelget paa os, imens resten af gruppen raabte "drik, drik, drik" paa vietnamesisk. Lise overtog senere jobbet som bartender, og saa var det pludselig alle, der skulle ha haeldt vinen i halsen. Vi blev lettere berusede af den omgang, og ved naeste stop, et strandresort, plantede vi os i skyggen, og nappede en bette oel sammen med tre canadiere, som vi havde moedt til frokosten. Det var skide hyggeligt, og der var ingen af os der forlod baaden, da baaden stoppede ved et akvarium - med al respekt for fisk, var oellene nu mere tiltraekkende i den situation. Tilbage i Nha Trang nappede vi en hurtig dukkert, og gik derefter hjem for at klaede om. Papa Hahn havde lovet at koere os til posthuset, saa vi kunne faa sent nogle sager hjem, hvilket vi begge desperat havde brug for, da rygsaekken var ved at spraekke - grundet Lise' smittende shoppegen, bliver pladsen dog altid fyldt hurtigt op igen. Vi samlede Gilles op hjemme paa hotellet, og fandt en seafood-restaurant, hvor vi alle bestilte pasta!? Byturen der kommer herefter, er blevet slettet af blogspot's censur, men for daelen det var sjovt.. God afslutning paa Nha Trang!

Hoi An

Efter en enkel overnatning i Hue, tog vi bus til Hoi An. Blev hentet af bussen ved vores hotel, og det var foerst efter, vi var koert derfra, at Mads opdagede, at han havde noeglen til vores vaerelse i sin lomme. Men heldigvis for det da, for det fik os til at komme i tanke om, at vi da egentlig heller ikke havde faaet vores pas tilbage (var nok blevet alt for vant til at have Snow til at spoerge os, om vi nu havde husket vores pas)! Maatte noget flove bede bussen om at koere tilbage, hvilket den gjorde efter at have samlet nogle andre passagerer op. Det viste sig, at hotellet slet ikke havde vores pas laengere(!) , men af uforklarlige grunde havde givet dem til busselskabet - som ikke havde sendt dem med bussen! Altsaa matte vi tilbage til hovedkontoret, og kunne endelig slappe af igen, da vi fik vores pas i haanden. Vi var dog ikke den stoerste forsinkelse, da bussen fortsatte med at koere rundt i ring for at samle folk op, saa der kom til at gaa i naerheden af to timer, inden vi overhovedet forlod byen (forbandede Open Tour busser).
Ankom endelig til Hoi An kl. 14, hvor vi fanst et hotel, der (hurra) havde svoemmepoel!Noget af det foerste vi gjorde var, at kigge forbi den skraedder, hotellet anbefalede os (viste sig selvfoelgelig at vaere fyrens soester:)), og da det virkede til at vaere et fint sted, fik vi afgivet diverse bestillinger (for Mads' vedkommende to skjorter, en poloshirt, et par knickers og et par badeshorts. Og for mit eget et jakkesaet, en kjole, en skjortebluse og et par shorts). Herefter blev maalebaandende ellers fundet frem, og vi kunne komme til first fitting dagen efter. Gik derfra med sommerfugle i maven:)

Efter en tur i poolen, gik vi paa charmerende Cafe Des Amis ved floden, hvor vi fik den mest fantastiske aftensmad! Det fungerede paa den maade, at man valgte mellem tre 5-retters menuer: Meat, seafood eller vegetarian. Hvad den mere specifikt stod paa afgang af, hvad kokken var i humoer til at bikse sammen netop den dag:) Og saa kom han desuden selv ud og inspicerede indtagelsen af maden og minglede med gaesterne.

Fik en enkelt oel og opsnusede herefter den gode, afslappede atmosfaere i byen, der har mange gamle huse og hyggelige, smalle, bilfri gader.
Efter at have vaeret til fitting ved skraedderen den naeste dag og konstateret, at de virkelig kunne deres kram, lejede vi cykler og satte kursen mod stranden! Var en udemaerket strand og ikke alt for overfyldt, hvis man ser bort fra de mange saelgere, der konstant kontaktede een. Vejret klarede ogsaa op (det havde regnet tidligere paa dagen), og vi noed en tre timer der med at slappe af, bade, laese og snakke med et par vietnamesiske fyre. Mads hyggede sig desuden vaeldig med at udveksle gymnastiktricks med et par unge drenge. Legedrengen kom virkelig op i ham:)

Paa cykelturen tilbage til byen fandt vi et sted, hvor de serverede indisk mad (vores nye livret) og maatte da lige have en gang chicken tikka masala:) Godt fedet op gik turen igen til skraedderen, hvor vi godt 24 timer efter at have bestilt, fik alt vores toej i perfekt pasform!
Da vi senere sad og spiste laekker aftensmad bestaaende af lokale specialiteter, fik vi oeje paa Gilles, som vi havde moedt paa vores Halong Bay-tur, og som nu sad og spiste paa terrassen overfor. Er pudsigt, som man render ind i de samme mennesker igen! Han er en rigtig fin fyr, og sammen fik et par oel og blev gjort til skamme i pool. Aftalte at tage paa stranden sammen naeste dag.

Mig med utroligt laekre rice pancakes og - bemaerk venligst - ny, skraeddersyet skjorte:)

Den naeste morgen var Mads dog lidt sloej, saa det blev kun blev Gilles og jeg, der kom afsted. Havde det dog rigtig hyggeligt og laa under palmeparasollen (havde faaet liiige rigelig sol den foregaaende dag) i fem timer, mens Mads tilbage i byen fik slaebt sig hen til poolen.
Efter en tidlig aftensmad og lidt snusen rundt i byen, hoppede vi alle (Gilles skulle med den samme) paa bussen til Nha Trang kl. 18, hvor der ventede os 12 timers transport.
Hoi An har helt sikkert vaeret et af mine yndligssteder i Vietnam - ikke kun paa grund af det skraeddersyede toej, men ogsaa den dejlige stemning, gamle arkitektur og fine strand:)

Demillitarized Zone (Dong Ha)

Tilbage i Hanoi, efter Halong Bay turen, naaede vi lige en sidste tur omkring stamstedet, inden turen gik mod togstationen - igen med hele oppakningen paa en lille scootertaxi, hvilket er perfekt til myldretiden. Denne gang kunne vi kun faa fat paa softseat billetter, men saa fulgte der ogsaa dejlig aircondition med.. Paa turen moedte vi en ung vietnameser, som var meget ivrig efter at fortaelle os, at han kun havde studeret engelsk i et halvt aar. Han talte da ogsaa godt engelsk, men blev hurtigt afbrudt af en anden ung vietnameser, som skraldgrinende pillede ham ned af tronen, og forklarede os, at han kun sagde et halvt aar, fordi han ikke fulgte med i folkeskolen. De bliver undervist i engelsk i skolen, saa teknisk set, havde han haft faget i 4 1/2 aar.. Han havde dog kun fulgt med i det halve aar, han havde vaeret igang med sin nye uddannelse.. De to blev dog hurtigt gode venner igen, og fik byttet plads med en gammel dame, saa de kunne snakke med os - det blev de dog hurtigt traette af, saa de vendte sig om, og endte i en dyb diskussion om et eller andet uforstaaeligt. Dermed fik vi lidt tid til at laese, hvilket vi altid saetter stor pris paa - det hele bliver sq lidt for socialt nogle gange!
Selvom saederne faktisk var nogenlunde komfortable, blev det nu ikke til meget soevn. Lyset var taendt hele turen, og hver gang toget stoppede, stod der altid larmende folk paa. De vaerste var de midaldrende middelklassekvinder, som lige skulle demonstrere deres position, ved at TALE MEGET HOEJT I DERES NYERHVERVEDE MOBILTELEFONER! Klokken 7 om morgenen ankom vi til Dong Ha, blev shanghaiet af nogle scootertaxier, og koert til DMZ-cafe, som kunne arrangere en tur omkring The Demillitarized Zone. Her blev vi budt velkommen af en gammel sydvietnamisk krigsveteran, som styrer firmaet. Vi fik mulighed for et bad, og en gang morgenmad, og blev derefter sendt afsted, bag paa hver vores scooter. Den ene af vores chauffoerer havde vaeret med i krigens sidste aar, men havde vist aldrig rigtig vaeret helt med hvor det skete. Hans engelsk var dog ikke saa godt, saa man ved aldrig. (Det loed lidt ligesom hollaenderen fra Team Easy on, naar han snakkede. Barbed wire blev til "for the barbweisch" osv.). Vi koerte rundt til en hele masse forskellige amerikanske poster, de var desvaerre ofte i meget ringe stand, men historien var utrolig interessant (naar vi lige kunne forstaa det). Vi krydsede desuden Ben Hai floden, der udgjorde den demillitariserede zone, som delte Nord og Sydvietnam. Det bedste ved turen, var dog Vin Moc tunnellerne, som nordvietnamesiske landsbyfolk udgravede, for at beskytte sig selv imod amerikanske bombetogter. Viet Minh saa muligheder i det, og hjalp til i udgravningen. I 6 aar levede hele landsbyen i tunnellerne, og kom kun op, naar der var klar bane, hvilket var med til, at hele landsbyen overlevede krigen. En enkelt gang var der en fuldtraeffer, men bomben eksploderede ikke, og beboerne brugte i stedet hullet, hvor bomben havde gravet sig ned, til udluftningskanal. 12 boern blev foedt i tunnellerne, hvor hver familie havde 2 kvm til sig selv. Det hele var meget klaustrofobisk, og vi blev noedt til at dukke os, naar vi skulle gaa rundt derinde - men det var meget fascinerende. Efter tunnellerne koerte vi et stykke ned af kysten (tunnellerne ligger ud til det sydkinesiske hav) og fandt en laekker strand. Her hoppede vi foerst i badetoejet, det var saa laekkert, og derefter var der frokost i skyggen. Fantastisk mad bestaaende af en masse seafood, bla. blaeksprutte. Ved siden af os sad der en hel flok vietnamesiske maend, og jeg blev budt paa oel og krabbe - formaalet var vist at faa lokket Lise derover, hvilket mislykkedes, da hun havde travlt med noget andet, og vi skulle afsted kort efter. Men jeg naaede da at bunde min gratis oel, og at faa smadret min krabbe, saa jeg til sidst ikke kunne finde koedet. Den vietnamesiske pige, som de havde placeret ved siden af mig, blev meget overrasket, da hun fik krabbesnask udover sig. Vi sagde farvel til de skuffede vietnamesere, og koerte videre mod de sidste sights, som hovedsageligt bestod af - ligesom de andre - graesmarker med smaa cementfundamenter, og en god historie. Vi hyggede os dog hele dagen. Solen skinnede fra en skyfri himmel, samtlige vietnamesiske unger paa vejen raabte "Hello" (hvilket vi selvfoelgelig var noed til at svare paa - tror det blev til 349 gange!) og saa er det sq laekkert bare at cruise derudaf. Da vi endte turen hjemme i DMZ-cafeen, blev vi desvaerre praesenteret for en irriterende situation. Undervejs paa turen betalte vi selv for entrebilletter og frokosten, hvilket skulle vaere inkluderet i turen. Guiderne sagde at vi ville faa pengene tilbage, naar vi kom tilbage til kontoret. Vi havde paa forhaand aftalt, at vi ville med en bus til Hue samme aften, og de forsoegte at smide os paa en bus umiddelbart efter, at vi var kommet tilbage. Det hele virkede meget mystisk, og da vi spurgte ind til pengene, viste det sig, at de havde taget det som drikkepenge. De mente at vi alle 4 havde hygget os saadan, at vi da godt kunne dele udgifterne lidt, og desuden havde han 2 boern der helst skulle studere paa universitet. Vi fik dog forklaret ham stille og roligt, som man goer det i asien uden at miste ansigt, at han fik sin loen for turen, og at vi nok selv skulle bestemme, om vi havde lyst til at give ham drikkepenge - hvilket vi ikke havde efter den oplevelse! Efter det lignede han et raadyr, der er fanget i lyset fra et saet billygter, og vi fik pengene direkte fra hans pung - mens han tiggede om, at vi ikke ville fortaelle det til bossen. Irriterende oplevelse, men vi kom hurtigt paa minibussen mod Hue, og kunne langsomt glemme alt om tudefjaeset. Ca. 19.30 ankom vi til Hue, og kunne blot - som paa alle foregaaende busture - vente paa at blive smidt af et ukendt sted, og saa finde en loesning. Det viste sig, at vi blev smidt af paa en gade, hvor alle turistbusserne paa vej tilbage til Hoi An ogsaa passerer. Vi ville meget gerne dertil samme aften, saa vi strikkede et papskilt sammen, med teksten "Hoi An", og forsoegte saa ellers at afsloere lidt hud i vejkanten. Det virkede ikke som planlagt, til stor begejstring for de sultne hyrevognsmaend, og en af dem fik til sidst overtalt os, til et lift ind til hotelomraadet. Herefter fik vi en bid mad, ordnede lidt internet og fik saa ellers set den del af Hue, som vi oenskede - sengen!

Halong Bay

Efter en enkelt overnatning og et par besoeg paa stamsted (hvor jeg fik indkasseret de pandekager, Mads havde tabt til mig i et vaeddemaal), tog vi paa en 2-dages tur til Halong Bay. Efter en noget spaendende koeretur i minibus, hvor vi saa vores foerst alvorlige trafikuheld, ankom vi til havnen i Halong City. Her fandt vi vores traebaad (ikke den mest fancy og vedligeholdte, men med soldaek!) i maengden og efter at Mr. Captain havde faaet styr paa vores pas, lagde vi fra havn og sejlede ud mod de tusinde (1969 for at vaere helt praecis) smaa limestone carsts, som er stroet rundt i havet.

Det foerste stop paa turen var ved en enorm grotte, som vores guide viste os rundt i, mens han udpegede og fortalte om de forskellige former (drager, loever, englevinger o.l.), folk selvfoelgelig havde faaet oeje paa gennem aarene. Grotten var meget overvaeldende pga. sin stoerrelse, men desvaerre havde de oedelagt oplevelsen en del ved at oplyse den med lys i forskellige diskofarver! Virkelig usmageligt! Vi besoegte dog bagefter en mindre og langt mere autentisk grotte, som var meget smuk!

Mads foran vores cruiser.

Udsigten fra grotte-oeen.

View over soldaekket.

Smaa ihaerdige kvinder i robaade indhentede konstant vores baad og forsoegte at saelge os diverse snacks. Fandt aldrig ud af, hvordan de havde taenkt sig, at den egentlige udveksling af varer og penge skulle ske...

Efter at have set grotterne sejlede vi til en lille, flydende fiskerby", hvor vi fik kajakker (udlejningen blev bestyret af smaa, superprof unger) og en time til at sejle rundt paa egen haand. Var super laekkert at komme helt taet paa baade carst'ene og de smaa traebaade, folk bor i - imponerende! Man skulle dog passe lidt paa med ikke lige at komme til at sejle ind foran en af de mange turistbaade, der cruisede rundt, saa vi laerte hurtigt at saette et godt tempo for at komme af vejen. Var en hel fantastisk maade at se denne ubeskrivelige natur paa, og vejret var desuden endnu en gang med os, saa badetoejet (og den blege hud) kunne endelig blive luftet:)

Efter sejlturen drev vi videre til endnu en oe, hvor der var en lille stribe sandstrand. Vandet i omraadet var generelt ufatteligt forurenet, og man kunne blive forarget over, at der ikke bliver passet bedre paa saadan et unikt naturomraade! Her var det dog heldigvis ikke saa slemt, saa vi naade lige en kort dukkert inden en smuk, smuk solnedgang og aftensmad bestaaende af bl.a. en meget uhyggeligt udseende fisk!

Herefter kastede vi anker - ikke et stille og uforstyrret sted, som der havde staaet i brochuren, men naer en snes andre turistbaade, hvis motorlyde forstyrrede idyllen en smule. Vi havde dog en rigtig hyggelig aften, som vi tilbragte paa soldaekket med at snakke og faa et par oel sammen med de andre paa vores baad. Vi fandt desuden hurtigt ud af, at der var rotter i kabysserne, saa et par piger besluttede at sove paa taget. Vi havde dog heldigvis ikke noget mad liggende, saa vi fik en uforstyrret nat i modsaetning til nogen af de andre.
Den efterfoelgende dag stod paa morgenmad kl 7.30(!), hvorefter vi havde resten af formiddagen til bare at slappe af og nyde solen og den smukke natur.
Tilbage i havn fik vi frokost - igen et sted, hvor alle turistgrupper syntes at spise - inden turen gik tilbage mod Hanoi.
Var en helt fantastisk tur! Var dog lidt kvalm med al den gruppeturisme (som vi selvfoelgelig ogsaa selv var en del af), men man maa jo bare acceptere, at man ikke kan have saadan et smukt sted for sig selv...

Sapa og det nordvestlige Vietnam

Ankom med nattoget til Lao Cai kl. 5.30 - halvanden time tidligere end vi havde regnet med, saa vi fik en noget brat start paa dagen, da en paatraengende taxachauffoer braste ind i vores kupe for at tilbyde at koere os til Sapa (noget Mads bestemt ikke var i humoer til!). Vi kom dog hurtigt ud af nattoejet og paa en minibus til Sapa, hvor vi hurtigt fandt et hotel, og Mads kom paa hovedet i seng igen. Jeg selv var dog blevet alt for vaagen af al hurlumhej'et, saa brugte resten af formiddagen paa at kigge mig omkring i den lille bjerglandsby. Stedet var utroligt charmerende, og vi var utroligt heldige med vejret! Pga. den hoeje beliggenhed, er der normalt ret koeligt og taaget i Sapa, men denne dag var der fuld solskin fra en blaa himmel, saa man kunne rigtig nyde udsigten over de omkringliggende bjerge.

Hoejlandet er desuden hjemsted for en masse forskellige minoriteter, saa overalt i byen blev man moedt af farverigt klaedte piger og kvinder - ofte med et spaedbarn paa ryggen - som forsoegte at saelge diverse spraglede tekstilprodukter og smykker. De var til tider ret insisterende og paagaaende, men ogsaa vaeldig spaende at snakke med; de koerte alle paa med "hvor er du fra-hvad hedder du-hvor gammel er du"-talen, selvfoelgelig for i den sidste ende at saelge noget, og selv de 5-aaringe piger talte imponerende godt engelsk! Var facinerende at hoere om deres hverdag og faa en forstaaelse for, hvor haardt de slider i det. Efter en lille snak, skulle de dog videre og jage andre turister, saa de tog afsked med et "Maybe you buy something from me later":) Om eftermiddagen gik vi en tur til den naerliggende landsby Cat Cat og fik en ordentlig omgang motion paa trapperne op og ned ad bjerget. For at faa lov til at gaa ad grusvejen til Cat cat skulle vi dog betale "vejafgift" paa 5000 dong (ca. 2 kr.) ved et lille traeskur - hvad de dog ikke finder paa af spidsfindigheder for at lokke lidt penge ud af os turister. Men hva', vi havde ikke noget imod at betale den slat, naar de nu gjorde sig den umage at sidde der og stirre:)
Tilbage i Sapa gik paa tilbudsjagt efter en jeeptur rundt i Nordvestvietnam. Vi haabede at kunne lokke et par danske piger, som vi havde moedt paa minibussen, med for at goere turen billigere, men de havde desvaerre andre planer. Fandt dog en 5-dages jeeptur, som gik lige netop til de steder, vi gerne ville hen, til overkommelige penge, saa bestuttede os for at koere det selv.
Da vi den naeste morgen blev hentet ved hotellet, viste det sig dog, at det ikke var en jeep, vi skulle koere i, men derimod en spritny Ford Transit - med plads til over 12 passagerer (vi var kun os to og vores chauffoer, Kung)! Selvom, det ville have vaeret fedt at goere det i en rigtig jeep, kunne vi dog ikke foele os snydt, da vi foers kom ind at sidde paa de behagelige saeder og blev koelet af dejlig ventilation. Vi laerte ogsaa hurtigt at foele os hjemme og fylde de 12 saeder ud:) Denne foerste dag gik turen til Lai Chau og tog 7 timer. Det kan lyde som lang tid at sidde i en bil, men tiden floej afsted med bare at kigge ud ad vinduet paa den fantastiske natur med rismarker og de smaa landsbyer.

Undervejs havde vi et par stop, eet af dem pga. vejarbejde. Her blev vi vinket ud af bilen og hen til at lille overdaekke, hvor nogle lokale sad og hyggede. Her blev vi budt paa groen the og en slags roeget ris og fik vores foerste indblik i, hvor flinke og gaestfrie vietnameserne er. Udover det, fik vi ogsaa at se, hvad vi kunne have udsat os selv for, hvis vi i stedet havde valgt at tage den lokale bus; lidt laengere nede i koen holdt et overlaesset skrig indhyllet i os fra bremseklodserne. Vi foelte os taknemmelige for Transitten:)
Da vi kom frem til Lai Chau, blev vi indlogeret paa et af byens to hoteller og os gik derefter en tur. "Byen" var en charmerende samling af smaa traehytter, og da vi kom forbi landsbyskolen og stoppede op for at lurre, kunne vi fornemme, at her nok ikke kom alt for mange turister; da laereren fik oeje paa os og sagde det til eleverne, fik vi startet noget naer et oproer af smaa elever, der vinkede og skreg, saa lareren tilsidst maatte banke haardt i bordet for at faa ro - vi sneg os hurtigt vaek igen. Laengere henne ad hovedgaden, blev Mads gennet hen til en flok maend, som ville have ham til at ryge af en stor bambuspibe. Efter at vaere blevet tilbudt den saa mange gange tidligere, foelte ham sig efterhaanden sin maskulinitet saa beroevet (omk. 80% af vietnamesiske maend ryger), at han tog i mod tilbuddet og tog et ordentlig hiv - til stor morskab for flokken, da han selvfoelgelig begyndte at hoste.

Efter sen frokost i en lille lokal spisebiks begav vi os tilbage til hotellet, hvor vi noed de sidste solstraaler og en vandmelon.
Natten blev knap saa fredelig, som omgivelserne ellers havde faaet os til at tro, da jeg kort efter at vaere faldet i soevn blev vaekket af Mads, som havde hoert en lyd. Det viste sig hurtigt, at vi havde en rotte i vaerelset, som havde faaet faerten af mine kiks! De naeste par timer brugte Mads paa (paa mange innovative og forgaeves maader) at forsoege at fange rotten, mens jeg gemte mig bag mit myggenet. Han maatte dog se sig slaaet af en mere snedig og hurtig modstander, og det endte med, at kiksene blev kylet ud paa toilette, og vi ikke saa eller hoerte mere til vores ubudne gaest.
Den naeste dag tilbragte vi kun 3 timer i bilen paa vejen til Dien Bien Phu, stedet for det afgoerende slag, der fik franskmaende til at opgive koloniherredoemmet i 1954.

Naturligt nok brugte vi derfor dagen paa at besoege krigsmuseet, sights og diverse monumenter. Krigsmuseet var en lidt saer samling af gamle vaaben, tanks, fotografier, krigsflag og fund saa som en pose fuld af jord taget fra en eller anden location. Var dog spaendende at se fotografierne af, hvordan vietnameserne slaebte forsyninger og materiel gennem junglen og fra kampene. Desuden var bjerget A1, hvor der er blevet kaempet nogle af de mest blodige kampe, meget spaendende at bestige. Rundt i byen var det meget svaert at forestille sig, hvordan der har set ud dengang, da byen er blomstret godt op igen siden, men her havde de genskabt franskmaendenes skyttegrave og underjordiske gange.

Desuden havde vi herfra en god udsigt over krigskirkegaarden, hvor 3000 vietnamesiske soldater er begravet under oftest navneloese gravstene. Her blev man virkelig mindet om, hvor modbydelig krig er!

Billedet ovenfor viser os foran bunkeren, hvor den franske general blev draebt.

Paa vej hjem fra vores store sightseeingtur, kom vi forbi byens torv, hvor der var optraek til noget stort; kvinder i traditionelle dragter, uniformerede soldater og familier stimlede til. Vi slog os ned for at overvaere, men snart var det os, der var hovedattraktion og genstand for stirren. Vi var dog ogsaa de eneste vesterlaendinge i byen, man kunne alligevel blive overrasket over, at et par blonde mennesker kan tiltraekke saa megen opmaerksomhed. Da det viste sig, at der bare skulle holdes taler af nogen toerre maend i jakkesaet, forduftede vi igen og fandt desvaerre aldrig ud af, hvad anledningen var.
Dag 3 gik turen til Son La. Turen dertil tog 7,5 timer, da vi koerte af til tider ret ufremkommelige veje, der konstant var spaerret af den ene eller anden form for vejarbejde, konstruktion eller byggeri - der er virkelig knald paa udviklingen af disse omraader!

Det var dog en spaende tur, og vi kom gennem mange landsbyer, vinkede til mange boern og blev haese af at raabe "hello" tilbage til dem:)
Da vi endelig kom til Son La, gik jeg en tur op til det gamle faengsel, mens Mads sov en omgang daarlig mave vaek paa hotellet. Faengslet var dog desvaerre lukket for dagen, men fik mig i stedet et slag badminton med nogen af byens gamle - som man bestemt ikke skal undervurdere! Badminton er en meget afholdt sport i Vietnam, og OVERALT, hvor der er bare nogenlunde plads til (i parker, paa parkeringspladser, paa fortorve, paa tvaers af togskinner etc.), er der optegnet baner.
Jeg kravlede derefter op ad et af bjergene til byens Lookout Tower. Paa toppen af bjerget kom jeg til at vaelge de forkerte trapper og kom op til et privat hjem. Da ejeren fik oeje paa mig, blev jeg med det samme indviteret ind til aftensmad og vodka. Saadan et tilbud kan man jo ikke sige nej til, saa slog mig til familien. Den eneste af dem, der talte en smule engelsk, var aabenbart vaeldig vild med mig og blev ved med at fylde mad og ikke mindst vodka paa mig. Jeg tog smilende i mod de foerste par shot, da det jo er uhoefligt at afslaa, men da vi naaede til den syvende, maatte jeg gemme mit glas for ham, saa jeg rent faktisk kunne komme ned ad bjerget igen uden braekkede ben. Da gik det ogsaa op for mig, at det var blevet baelgmoerkt udenfor, og at bjerget overhovedet ikke var lyst op, saa blev noget lettet, da jeg kunne foelges med de to kvinder ned. Det var dog til stor skuffelse for min beundrer; han ville ikke blot have mig til at blive til karaoke og til at overnatte deroppe, han ville ogsaa med mig tilbage til Danmark:) Den var en superfed oplevelse!
Senere da Mads og jeg havde spist aftensmad paa en lokal "restaurant", kom vi i kontakt med et par unge maend, som vi skaalede lidt med. Da vi ville gaa derfra, insisterede de haardnakket paa at betale for vores maaltid til gengaeld for, at vi tog med dem paa cafe. Det gjorde vi, og hyggede med lidt oel og konversation paa fingersprog-og-pege-i-bog-plan. Var nogle flinke fyre, og da de skulle hjemad fik vi endnu engang ikke lov til at betale hverken for os selv eller dem. De er staedige mennesker, de vietnamesere, men de mest gaestfrie og varme, vi nogensinde har moedt!

Foer vi koerte fra Son La den naeste dag, besoegte vi lige det gamle faengsel, hvor en pige fra hotellet var saa venlig at vise os rundt! Var ret skraemmende at se de forhold, vietnamesiske krigsfanger blev holdt under! Denne dag var det dog min tur til at have det daarligt (og nej, det var ikke vodkaen), saa en del af turen til minoritetslandsbyen Mai Chau blev for mit vedkommende tilbragt liggende. Da vi ankom maatte jeg da ogsaa lige have en time paa oejet i det traditionelle White Thai traehus, som vi skulle overnatte i.

Imens gik Mads en tur rundt i landsbyen, og da jeg moedte ham senere, havde han favnen fuld af ting, han ikke havde kunne modstaa at koebe. Det var meget hyggeligt at tulle rundt i byen, men det var ogsaa tydeligt, at den var gennemsyret af turisme og en del af venligheden og entusiasmen var vaek. Der boede da ogsaa en stor fransk turistgruppe samme sted som os, saa om aftenen var der arrangeret musik- og danseshow.

Det var meget sjovt at se - ikke mindst, da franskmaendene blev trukket op for at danse med:) Derefter var der ikke meget andet at lave, end at laegge sig ind paa sin maatte paa bambusgulvet og sove, da vi naeste dag skulle tidligt paa farten, fordi Kung skulle koere tilbage til Sapa samme dag efter at have bragt os til Hanoi.
Var en helt fantastisk tur og nogle helt fantastiske mennesker!