Nha Trang

Busturen til Nha Trang blev vores anden, og heldigvis sidste, med de notoriske "Open tour ticket" - busser. Et system der blev opfundet af Sinh Cafe, hvor man faktisk kan koebe et pas fra Saigon til Hanoi (og omvendt), og saa hoppe af og paa i turistbyerne langs kysten. Det er vanvittig billigt - der er naesten 2000 km fra Hanoi til Saigon, og passet koster omkring 19 dollars. Det er dog ogsaa ualmindeligt irriterende, da busserne altid gaar tidligt, og derefter bruger op mod 2 timer paa at samle folk op i byen (hvorfor skal vi altid samles op foerst!). Derefter skal man holde 1 times pause ved et eller andet hotel/restaurant, der sikkert betaler kommission til selskabet, og saa bliver man da ogsaa lige droppet af ved et hotel, hvor priserne slet ikke passer til et backpackerbudget (de regner nok med at turen har vaeret saa anstrengende, at man bare overgiver sig, og tager et vaerelse for natten). I Nha Trang var sidstnaevnte irritationsmoment dog ikke tilfaeldet, da der var totalt booket op alle steder - vietnameserne havde ogsaa ferie, saa hele Saigon var rykket op til Nha Trang, strand, sol og vand. Vi besluttede os for at gaa maalrettet efter et hostel, som vi havde laest om i LP, og det viste sig at vaere en god ide. At betale 6 dollars for en dormitory seng, er bare mere tiltraekkende, end at sove paa gaden. Derefter fandt vi en lille gadebiks, der lokkede med baguettes og "den leende ko" - smoereost, saa noget godt er der da kommet ud af franskmaendenes tilstedevaerelse. Efter en lille lur (natten boed ikke paa meget soevn - de koerer sq ikke saa paent!), og en hurtig gang frokost, var det blevet tid til stranden. Paa det tidspunkt kunne vi stadig se folk fra vores bus, der med et opgivende udtryk i ansigtet, slaebte deres rygsaekke fra et hotel til et andet, og ledte efter en seng at sove i.

Paa vejen tilbage fra stranden, stoedte vi ind i een af de legendariske "Easy Riders". Det er en flok vietnamesere, der har specialiseret sig i motorcykelture op i hoejlandet, og som de siger: "We take you straight to the people of Vietnam". Papa Hahn var meget overbevisende og entusiastisk, saa vi var hurtigt med paa ideen. Vores Canadiske ven, Gilles, var gaaet videre, saa vi aftalte at komme tilbage, naar vi havde fundet ham. 30 skridt senere hiver Papa Hahn motorcyklen ind til kantstenen ved siden af os, og bagpaa sidder Gilles - som sagt er han meget overbevisende :-)
Gilles havde andre planer, men Lise og jeg betalte for en tredages tur til Dalat oppe i hoejlandet. Vi kunne dog ikke helt blive enige om afrejsedatoen, da Lise gerne ville afsted 2 dage senere, og jeg oven i det, gerne ville have en ekstra dag. Det trak op til vores foerste stoerre diskussion, og da vi gik ned til Papa Hahn for at betale, var det stadig ikke afgjort. Men men men, det er ikke let at vaere oppe imod en Femme Fatale, og Lise fik da ogsaa hurtigt Papa Hahn paa sin side.... Det vil helt sikkert vaere bedst at tage afsted soendag :-) Jeg maatte slukoeret makke ret, dog med en sidste krampagtig magtdemonstration om, at saa skyldte hun mig eddermame ogsaa bigtime! Tilbage paa hotellet fik vi vasket strandsandet ud af kroppen, og da sulten satte ind, var det da lige blevet tid til Indisk mad igen. Uhmmm. Maden var vanvittig god, og deres Mango Lassie var i en klasse for sig selv - vi endte med at bede om en hel kande af stadset. Det er jo ogsaa godt at tage malariapillerne med maelkeprodukter! Inderen gik grinende ud bagved, rodede hoejlydt i noget koekkenudstyr, og kom tilbage med en metalspand, og spurgte om den kunne gaa an. Det kunne den, og prisen var meget rimelig.

Vi slubrede youghurtdrikken i os, og efter at have trillet tilbage paa hotellet, var vi noedt til at ligge udstrakt paa sengen, og saa bare fordoeje i en time..
Nha Trang er en "leftover" fra krigens tid, hvor de amerikanske soldater brugte byen som R&R (Rest and Relax) - destination. Stedet er fyldt med barer og diskoteker, og udover stranden, er det primaert det folk kommer for. Paa stranden faar man uddelt tonsvis af flyers, fra barer der holder solide Happy-Hours paa de mest uanstaendige tidspunkter. Vi fandt os en lille hyggelig en af slagsen, med fodboldbord, billard og meget billige oel og drinks. Ejerens soen (han kan ikke have vaeret mere end 9) var den foedte billardhaj, og forsoegte at hustle samtlige gaester. Han spurgte Gilles, om han ville spille fodbold om en drink, og da Gilles takkede nej, spurgte knaegten om det var fordi han ikke turde. Det var kodeordet, og de to udkaempede en drabelig kamp ved fodboldbordet. Knaegten vandt knebent, og Gilles skulle selv betale for sin drink. Eller det troede han da i hvert fald. Knaegten mente, at Gilles var gaaet med til at koebe postkort, hvis han tabte, og prisen var helt ude af kurs. Gilles naegtede, og moegungen begyndte at svine ham til, imens lod som om han graed. Det var soergeligt at se, hvordan en unge kan blive saa oedelagt og tilregnende. Han endte med at faa solgt et par postkort, og fik saa ellers besked paa at flytte sig langt vaek fra os. Vi forlod stedet, og gik efter "Why Not" bar, som vi havde hoert om fra den engelske ejer, Simon, der uddelte flyers paa stranden. Vi var dog for baldrede til den store bytur, og endte med at hygge paa terrassen, imens vi slubrede buckets (smaa legespande, med en ordentlig maengde sprut og en lille smule sodavand).
Naeste morgen skulle vi paa en af de meget kommersielle baadture, der tager folk rundt til nogle af oerne ud for Nha Trang. Bussen hentede os tidligt, men igen skulle vi selvfoelgelig rundt og samle folk op! Det viste sig, at vi var de eneste vesterlaendinge, og det var vi sq egentlig lidt nede over, og desuden var der alt for mange mennesker paa den lille baad. Vi konkluderede hurtigt, at det da bestemt ville blive kedeligt, naar der kun var vietnamesere med!

Flydende by.

Foerste stop var ved et lille rev taet paa kysten, hvor vi kunne snorkle i en time. Det var rigtig fedt, og selvom vi bestemt ikke var den eneste baad, virkede dyrelivet til at vaere uforstyrret. Havde dog glemt at smoerre ryggen ind - en smutter som kom til at goere ondt! Vi var saa optagede inde paa revet, at vi naer glemte tiden. Baaden havde taendt for motoren, og kaptajnen gestikulerede voldsomt, da vi til sidst svoemmede tilbage. Naeste stop boed paa en laekker frokost paa taget af baaden, hvor de forskellige retter blev linet op i midten. Vi sad meget taet omkring, med hver vores lille skaal, og der skulle desvaerre gaaes til den, hvis man ville vaere maet. Jeg snakkede et kort oejeblik med en vietnamesisk pige, og da jeg vendte blikket tilbage mod buffeen, var der naesten ikke mere tilbage.

Saa skulle der slaaes mave, og til det havde de engageret et "boyband", der bestod af de gamle soemaend der styrede baaden, paa deres meget hjemmestrikkede instrumenter. Baenkenes ryglaen blev lagt ned, saa hele midten af baaden dannede et dansegulv, og for sytten hvor blev der pludselig gang i de kedelige vietnamesere. Anfoert af den vanvittige gamle langhaarede sailor, blev dansegulvet fyldt, og der blev gaaet til den med fraekke salsa-moves. En af soemaendene, en respektabel aeldre herre, var blevet udstyrret med en tamburin, og et saet kokosnoedbryster! Det var et bizart syn, og meget morsomt og festligt. Jeg blev da ogsaa lige hevet ud paa gulvet, til en forfoerende salsa med den vanvittige soemand. Herefter blev den flydende bar smidt ud i vandet, den vanvittige soemand var bartender, og vi fik hver en lille flydering. Jeg brugte de gode gamle gymnastikdage til at blaere mig, og var den foerste i vandet og baren, da jeg hoppede i vandet fra taget, og lavede halvanden salto - havde ikke lige set at opvaskevandet blev lukket ud samme sted, saa jeg dykkede lige paa hovedet igennem resterne fra frokosten :-)
Baren boed kun paa roedvin og ananas, som den vanvittige gamle soemand helst skulle haelde i svaelget paa os, imens resten af gruppen raabte "drik, drik, drik" paa vietnamesisk. Lise overtog senere jobbet som bartender, og saa var det pludselig alle, der skulle ha haeldt vinen i halsen. Vi blev lettere berusede af den omgang, og ved naeste stop, et strandresort, plantede vi os i skyggen, og nappede en bette oel sammen med tre canadiere, som vi havde moedt til frokosten. Det var skide hyggeligt, og der var ingen af os der forlod baaden, da baaden stoppede ved et akvarium - med al respekt for fisk, var oellene nu mere tiltraekkende i den situation. Tilbage i Nha Trang nappede vi en hurtig dukkert, og gik derefter hjem for at klaede om. Papa Hahn havde lovet at koere os til posthuset, saa vi kunne faa sent nogle sager hjem, hvilket vi begge desperat havde brug for, da rygsaekken var ved at spraekke - grundet Lise' smittende shoppegen, bliver pladsen dog altid fyldt hurtigt op igen. Vi samlede Gilles op hjemme paa hotellet, og fandt en seafood-restaurant, hvor vi alle bestilte pasta!? Byturen der kommer herefter, er blevet slettet af blogspot's censur, men for daelen det var sjovt.. God afslutning paa Nha Trang!