Hoejlandet er desuden hjemsted for en masse forskellige minoriteter, saa overalt i byen blev man moedt af farverigt klaedte piger og kvinder - ofte med et spaedbarn paa ryggen - som forsoegte at saelge diverse spraglede tekstilprodukter og smykker. De var til tider ret insisterende og paagaaende, men ogsaa vaeldig spaende at snakke med; de koerte alle paa med "hvor er du fra-hvad hedder du-hvor gammel er du"-talen, selvfoelgelig for i den sidste ende at saelge noget, og selv de 5-aaringe piger talte imponerende godt engelsk! Var facinerende at hoere om deres hverdag og faa en forstaaelse for, hvor haardt de slider i det. Efter en lille snak, skulle de dog videre og jage andre turister, saa de tog afsked med et "Maybe you buy something from me later":) Om eftermiddagen gik vi en tur til den naerliggende landsby Cat Cat og fik en ordentlig omgang motion paa trapperne op og ned ad bjerget. For at faa lov til at gaa ad grusvejen til Cat cat skulle vi dog betale "vejafgift" paa 5000 dong (ca. 2 kr.) ved et lille traeskur - hvad de dog ikke finder paa af spidsfindigheder for at lokke lidt penge ud af os turister. Men hva', vi havde ikke noget imod at betale den slat, naar de nu gjorde sig den umage at sidde der og stirre:)
Tilbage i Sapa gik paa tilbudsjagt efter en jeeptur rundt i Nordvestvietnam. Vi haabede at kunne lokke et par danske piger, som vi havde moedt paa minibussen, med for at goere turen billigere, men de havde desvaerre andre planer. Fandt dog en 5-dages jeeptur, som gik lige netop til de steder, vi gerne ville hen, til overkommelige penge, saa bestuttede os for at koere det selv.
Da vi den naeste morgen blev hentet ved hotellet, viste det sig dog, at det ikke var en jeep, vi skulle koere i, men derimod en spritny Ford Transit - med plads til over 12 passagerer (vi var kun os to og vores chauffoer, Kung)! Selvom, det ville have vaeret fedt at goere det i en rigtig jeep, kunne vi dog ikke foele os snydt, da vi foers kom ind at sidde paa de behagelige saeder og blev koelet af dejlig ventilation. Vi laerte ogsaa hurtigt at foele os hjemme og fylde de 12 saeder ud:) Denne foerste dag gik turen til Lai Chau og tog 7 timer. Det kan lyde som lang tid at sidde i en bil, men tiden floej afsted med bare at kigge ud ad vinduet paa den fantastiske natur med rismarker og de smaa landsbyer.
Tilbage i Sapa gik paa tilbudsjagt efter en jeeptur rundt i Nordvestvietnam. Vi haabede at kunne lokke et par danske piger, som vi havde moedt paa minibussen, med for at goere turen billigere, men de havde desvaerre andre planer. Fandt dog en 5-dages jeeptur, som gik lige netop til de steder, vi gerne ville hen, til overkommelige penge, saa bestuttede os for at koere det selv.
Da vi den naeste morgen blev hentet ved hotellet, viste det sig dog, at det ikke var en jeep, vi skulle koere i, men derimod en spritny Ford Transit - med plads til over 12 passagerer (vi var kun os to og vores chauffoer, Kung)! Selvom, det ville have vaeret fedt at goere det i en rigtig jeep, kunne vi dog ikke foele os snydt, da vi foers kom ind at sidde paa de behagelige saeder og blev koelet af dejlig ventilation. Vi laerte ogsaa hurtigt at foele os hjemme og fylde de 12 saeder ud:) Denne foerste dag gik turen til Lai Chau og tog 7 timer. Det kan lyde som lang tid at sidde i en bil, men tiden floej afsted med bare at kigge ud ad vinduet paa den fantastiske natur med rismarker og de smaa landsbyer.
Undervejs havde vi et par stop, eet af dem pga. vejarbejde. Her blev vi vinket ud af bilen og hen til at lille overdaekke, hvor nogle lokale sad og hyggede. Her blev vi budt paa groen the og en slags roeget ris og fik vores foerste indblik i, hvor flinke og gaestfrie vietnameserne er. Udover det, fik vi ogsaa at se, hvad vi kunne have udsat os selv for, hvis vi i stedet havde valgt at tage den lokale bus; lidt laengere nede i koen holdt et overlaesset skrig indhyllet i os fra bremseklodserne. Vi foelte os taknemmelige for Transitten:)
Da vi kom frem til Lai Chau, blev vi indlogeret paa et af byens to hoteller og os gik derefter en tur. "Byen" var en charmerende samling af smaa traehytter, og da vi kom forbi landsbyskolen og stoppede op for at lurre, kunne vi fornemme, at her nok ikke kom alt for mange turister; da laereren fik oeje paa os og sagde det til eleverne, fik vi startet noget naer et oproer af smaa elever, der vinkede og skreg, saa lareren tilsidst maatte banke haardt i bordet for at faa ro - vi sneg os hurtigt vaek igen. Laengere henne ad hovedgaden, blev Mads gennet hen til en flok maend, som ville have ham til at ryge af en stor bambuspibe. Efter at vaere blevet tilbudt den saa mange gange tidligere, foelte ham sig efterhaanden sin maskulinitet saa beroevet (omk. 80% af vietnamesiske maend ryger), at han tog i mod tilbuddet og tog et ordentlig hiv - til stor morskab for flokken, da han selvfoelgelig begyndte at hoste.
Da vi kom frem til Lai Chau, blev vi indlogeret paa et af byens to hoteller og os gik derefter en tur. "Byen" var en charmerende samling af smaa traehytter, og da vi kom forbi landsbyskolen og stoppede op for at lurre, kunne vi fornemme, at her nok ikke kom alt for mange turister; da laereren fik oeje paa os og sagde det til eleverne, fik vi startet noget naer et oproer af smaa elever, der vinkede og skreg, saa lareren tilsidst maatte banke haardt i bordet for at faa ro - vi sneg os hurtigt vaek igen. Laengere henne ad hovedgaden, blev Mads gennet hen til en flok maend, som ville have ham til at ryge af en stor bambuspibe. Efter at vaere blevet tilbudt den saa mange gange tidligere, foelte ham sig efterhaanden sin maskulinitet saa beroevet (omk. 80% af vietnamesiske maend ryger), at han tog i mod tilbuddet og tog et ordentlig hiv - til stor morskab for flokken, da han selvfoelgelig begyndte at hoste.
Natten blev knap saa fredelig, som omgivelserne ellers havde faaet os til at tro, da jeg kort efter at vaere faldet i soevn blev vaekket af Mads, som havde hoert en lyd. Det viste sig hurtigt, at vi havde en rotte i vaerelset, som havde faaet faerten af mine kiks! De naeste par timer brugte Mads paa (paa mange innovative og forgaeves maader) at forsoege at fange rotten, mens jeg gemte mig bag mit myggenet. Han maatte dog se sig slaaet af en mere snedig og hurtig modstander, og det endte med, at kiksene blev kylet ud paa toilette, og vi ikke saa eller hoerte mere til vores ubudne gaest.
Den naeste dag tilbragte vi kun 3 timer i bilen paa vejen til Dien Bien Phu, stedet for det afgoerende slag, der fik franskmaende til at opgive koloniherredoemmet i 1954.
Naturligt nok brugte vi derfor dagen paa at besoege krigsmuseet, sights og diverse monumenter. Krigsmuseet var en lidt saer samling af gamle vaaben, tanks, fotografier, krigsflag og fund saa som en pose fuld af jord taget fra en eller anden location. Var dog spaendende at se fotografierne af, hvordan vietnameserne slaebte forsyninger og materiel gennem junglen og fra kampene. Desuden var bjerget A1, hvor der er blevet kaempet nogle af de mest blodige kampe, meget spaendende at bestige. Rundt i byen var det meget svaert at forestille sig, hvordan der har set ud dengang, da byen er blomstret godt op igen siden, men her havde de genskabt franskmaendenes skyttegrave og underjordiske gange.
Desuden havde vi herfra en god udsigt over krigskirkegaarden, hvor 3000 vietnamesiske soldater er begravet under oftest navneloese gravstene. Her blev man virkelig mindet om, hvor modbydelig krig er!
Billedet ovenfor viser os foran bunkeren, hvor den franske general blev draebt.
Paa vej hjem fra vores store sightseeingtur, kom vi forbi byens torv, hvor der var optraek til noget stort; kvinder i traditionelle dragter, uniformerede soldater og familier stimlede til. Vi slog os ned for at overvaere, men snart var det os, der var hovedattraktion og genstand for stirren. Vi var dog ogsaa de eneste vesterlaendinge i byen, man kunne alligevel blive overrasket over, at et par blonde mennesker kan tiltraekke saa megen opmaerksomhed. Da det viste sig, at der bare skulle holdes taler af nogen toerre maend i jakkesaet, forduftede vi igen og fandt desvaerre aldrig ud af, hvad anledningen var.
Dag 3 gik turen til Son La. Turen dertil tog 7,5 timer, da vi koerte af til tider ret ufremkommelige veje, der konstant var spaerret af den ene eller anden form for vejarbejde, konstruktion eller byggeri - der er virkelig knald paa udviklingen af disse omraader!
Dag 3 gik turen til Son La. Turen dertil tog 7,5 timer, da vi koerte af til tider ret ufremkommelige veje, der konstant var spaerret af den ene eller anden form for vejarbejde, konstruktion eller byggeri - der er virkelig knald paa udviklingen af disse omraader!
Det var dog en spaende tur, og vi kom gennem mange landsbyer, vinkede til mange boern og blev haese af at raabe "hello" tilbage til dem:)
Da vi endelig kom til Son La, gik jeg en tur op til det gamle faengsel, mens Mads sov en omgang daarlig mave vaek paa hotellet. Faengslet var dog desvaerre lukket for dagen, men fik mig i stedet et slag badminton med nogen af byens gamle - som man bestemt ikke skal undervurdere! Badminton er en meget afholdt sport i Vietnam, og OVERALT, hvor der er bare nogenlunde plads til (i parker, paa parkeringspladser, paa fortorve, paa tvaers af togskinner etc.), er der optegnet baner.
Jeg kravlede derefter op ad et af bjergene til byens Lookout Tower. Paa toppen af bjerget kom jeg til at vaelge de forkerte trapper og kom op til et privat hjem. Da ejeren fik oeje paa mig, blev jeg med det samme indviteret ind til aftensmad og vodka. Saadan et tilbud kan man jo ikke sige nej til, saa slog mig til familien. Den eneste af dem, der talte en smule engelsk, var aabenbart vaeldig vild med mig og blev ved med at fylde mad og ikke mindst vodka paa mig. Jeg tog smilende i mod de foerste par shot, da det jo er uhoefligt at afslaa, men da vi naaede til den syvende, maatte jeg gemme mit glas for ham, saa jeg rent faktisk kunne komme ned ad bjerget igen uden braekkede ben. Da gik det ogsaa op for mig, at det var blevet baelgmoerkt udenfor, og at bjerget overhovedet ikke var lyst op, saa blev noget lettet, da jeg kunne foelges med de to kvinder ned. Det var dog til stor skuffelse for min beundrer; han ville ikke blot have mig til at blive til karaoke og til at overnatte deroppe, han ville ogsaa med mig tilbage til Danmark:) Den var en superfed oplevelse!
Senere da Mads og jeg havde spist aftensmad paa en lokal "restaurant", kom vi i kontakt med et par unge maend, som vi skaalede lidt med. Da vi ville gaa derfra, insisterede de haardnakket paa at betale for vores maaltid til gengaeld for, at vi tog med dem paa cafe. Det gjorde vi, og hyggede med lidt oel og konversation paa fingersprog-og-pege-i-bog-plan. Var nogle flinke fyre, og da de skulle hjemad fik vi endnu engang ikke lov til at betale hverken for os selv eller dem. De er staedige mennesker, de vietnamesere, men de mest gaestfrie og varme, vi nogensinde har moedt!
Da vi endelig kom til Son La, gik jeg en tur op til det gamle faengsel, mens Mads sov en omgang daarlig mave vaek paa hotellet. Faengslet var dog desvaerre lukket for dagen, men fik mig i stedet et slag badminton med nogen af byens gamle - som man bestemt ikke skal undervurdere! Badminton er en meget afholdt sport i Vietnam, og OVERALT, hvor der er bare nogenlunde plads til (i parker, paa parkeringspladser, paa fortorve, paa tvaers af togskinner etc.), er der optegnet baner.
Jeg kravlede derefter op ad et af bjergene til byens Lookout Tower. Paa toppen af bjerget kom jeg til at vaelge de forkerte trapper og kom op til et privat hjem. Da ejeren fik oeje paa mig, blev jeg med det samme indviteret ind til aftensmad og vodka. Saadan et tilbud kan man jo ikke sige nej til, saa slog mig til familien. Den eneste af dem, der talte en smule engelsk, var aabenbart vaeldig vild med mig og blev ved med at fylde mad og ikke mindst vodka paa mig. Jeg tog smilende i mod de foerste par shot, da det jo er uhoefligt at afslaa, men da vi naaede til den syvende, maatte jeg gemme mit glas for ham, saa jeg rent faktisk kunne komme ned ad bjerget igen uden braekkede ben. Da gik det ogsaa op for mig, at det var blevet baelgmoerkt udenfor, og at bjerget overhovedet ikke var lyst op, saa blev noget lettet, da jeg kunne foelges med de to kvinder ned. Det var dog til stor skuffelse for min beundrer; han ville ikke blot have mig til at blive til karaoke og til at overnatte deroppe, han ville ogsaa med mig tilbage til Danmark:) Den var en superfed oplevelse!
Senere da Mads og jeg havde spist aftensmad paa en lokal "restaurant", kom vi i kontakt med et par unge maend, som vi skaalede lidt med. Da vi ville gaa derfra, insisterede de haardnakket paa at betale for vores maaltid til gengaeld for, at vi tog med dem paa cafe. Det gjorde vi, og hyggede med lidt oel og konversation paa fingersprog-og-pege-i-bog-plan. Var nogle flinke fyre, og da de skulle hjemad fik vi endnu engang ikke lov til at betale hverken for os selv eller dem. De er staedige mennesker, de vietnamesere, men de mest gaestfrie og varme, vi nogensinde har moedt!
Foer vi koerte fra Son La den naeste dag, besoegte vi lige det gamle faengsel, hvor en pige fra hotellet var saa venlig at vise os rundt! Var ret skraemmende at se de forhold, vietnamesiske krigsfanger blev holdt under! Denne dag var det dog min tur til at have det daarligt (og nej, det var ikke vodkaen), saa en del af turen til minoritetslandsbyen Mai Chau blev for mit vedkommende tilbragt liggende. Da vi ankom maatte jeg da ogsaa lige have en time paa oejet i det traditionelle White Thai traehus, som vi skulle overnatte i.
Imens gik Mads en tur rundt i landsbyen, og da jeg moedte ham senere, havde han favnen fuld af ting, han ikke havde kunne modstaa at koebe. Det var meget hyggeligt at tulle rundt i byen, men det var ogsaa tydeligt, at den var gennemsyret af turisme og en del af venligheden og entusiasmen var vaek. Der boede da ogsaa en stor fransk turistgruppe samme sted som os, saa om aftenen var der arrangeret musik- og danseshow.
Det var meget sjovt at se - ikke mindst, da franskmaendene blev trukket op for at danse med:) Derefter var der ikke meget andet at lave, end at laegge sig ind paa sin maatte paa bambusgulvet og sove, da vi naeste dag skulle tidligt paa farten, fordi Kung skulle koere tilbage til Sapa samme dag efter at have bragt os til Hanoi.
Var en helt fantastisk tur og nogle helt fantastiske mennesker!
Var en helt fantastisk tur og nogle helt fantastiske mennesker!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar