Ulan-Bataar (finished)

Saa fik vi set os rundt i mongolernes land (det har vi daelme haft det skaegt med at sige!), og det er naesten en uge siden, vi ankom. Det har vaeret rigtig laekkert at have ekstra tid, saa man lige kunne faa hentet ind paa lidt vasketoej (med 8 saet undertoej paa 10 dage, vil nogle maaske mene, at regnestykket ikke gaar op. Det goer det heller ikke, men saadan er det haarde backpackerliv!).

Vi ankom som sagt i soendags og startede ved et tempel, hvor vi ville se munkenes morgenceremoni. Vi havde faaet vide, at det var kl. 10, men naar det saa i stedet er kl. 9, er det daelme ikke nemt. Vi saa i stedet templet udefra, sjove buddhistiske ritualer og en lille pige, der jagtede duer.

Paa tilbagevejen gik vi nysgerrigt op paa en bakketop, der laa midt i byen, og fandt en dekoreret stendynge - en saakaldt ovoo. Det lignede en baseball bane, men daekkede i virkeligheden over noget religioest; man kan gaa tre gange rundt om dyngen og derefter kaste et offer (for de flestes vedkommende aabenbart en sten) paa og oenske noget... Senere opdagede vi, at disse stenklynger er at finde paa saa godt som hvert eneste sted, der minder om en forhoejning.

Resten af dagen gik med den obligatoriske lur, og om aftenen spiste vi yakokse med svenskerne. Det smager af koed, saa det var ikke noget kulturchok, men stadig en rigtig god og hyggelig middag. Naeste dag tog vi op til Zaisar War Memorial, som er et monument paa en bjergtop, der skal minde om Mongoliets anonyme soldater, der er faldet i kamp. Det var rigtig flot, og udsigten var faenomonal. Senere tog vi ind til Winter Palace - et gammelt palads, der i sin tid husede den 8. inkarnation af Buddha. Vi knipsede loes udenfor, og da vi saa skulle ind og betale, var der to forskellige priser - hvis man ville tage billeder, var prisen 15000 T. Uden billeder var det 2500 T, og det er da en meget fair pris :-)

Til frokost spiste vi paa restaurant, hvilket vi faktisk goer til hvert maaltid undtaget morgenmad. Det er saa fantastisk billigt herovre, og maden er for det meste god.
Vi fandt et rigtig godt sted om aftenen, hvor vi var en kaempe flok fordelt paa schweizisk, svensk og dansk islaet. Og vi var ikke de eneste danskere, saa det var helt rart at bruge sproget igen. Vi fik lammekebab med stegte groentsager, og det kan de godt finde ud af! UHM..

Tirsdag tog vi afsted til Terelj Nationalpark sammen med de "jaevla svenskara" og 2 flyvende hollaendere. Vi blev transporteret derud i minibus, og koereturen var vanvittig smuk - naar vi da lige kunne se ud, for der var is paa indersiden af ruden. Langt ude in the middle of ingenting, passerede vi bl.a. "Chenggis Kahn Country Club".
Efter halvanden time ankom vi til familien, som vi skulle bo ved. Otger og hans kone tog imod i deres private "ger", som til vores store overraskelse indeholdte baade satellit-tv, koeleskab, toaster, vaskemaskine, frituregryde og elektrisk lys. Vi var 7 mennesker, og de 5 hurtigste skulle sove i turistger'en for sig selv, mens Matthias og Mads skulle sove i familiens ger.
Godt indstalleret besluttede vi os for at gaa en tur, hvilket aendrede sig til decideret bjerbestigning, da vi saa en kloeft, vi da lige maatte kravle op ad. Det var haardt, men udsigten var det hele vaerd, og da vi saa kravlede op af en ny bakke, var vi lige pludselig midt i Ringenes Herre. Naturen er helt fantastisk, og sneen goer det bestemt ikke daarligere.
Hjemme igen fik vi serveret traditionel mongolsk mad. Det smagte rigtig godt, men jeg er ikke helt sikker paa, hvad det var. Svenskerne skulle derefter paa den forudbetalte ridetur, og det var nu ret komisk at se dem. Matthias' hest begyndte at gaa, lige efter han havde sat sig paa den, og han var ikke alt for stolt af det. De var samtidig ved at blive lidt nervoese, da de troede at de ville blive sendt afsted alene. Hesteguiden, en meget maerkelig lille mand, tog gas paa dem, hvilket ingen af dem fattede. Vi andre tog en bette lur, og da svenskerne kom tilbage, klatrede vi i klipper... Eller nogle af os gjorde, pigerne fandt en gangbar sti op til toppen og ankom samme tid som de testosteronpumpede machomaend. Men fedt var det. Efter noget pyroggelignende aftensmad, spillede vi poker i turistger'en med tilhoerende vodka. Det var meget hyggeligt, og kakkelovnen i midten af ger'en gjorde ogsaa sit. Midt paa aftenen kom hesteguiden ind for at smide braende paa, og efter to- tre (dobbelte) gibbernakkere, ville han toemme askeskuffen. Den er gloende varm, og da han saa kommer ind igen, falder han over et par stoevler og lander oven paa skuffen. Han saa bestemt ikke tilfreds ud, men sagde ikke en lyd, men skyndte sig i stedet ud. Natten var saunavarm, da hesteguiden blev ved med at smide braende paa, men hellere det end at fryse.
Naeste morgen tog svenskerne hjem til Ulan-Bataar igen. Vi har aftalt at moedes med dem i Beijing, saa forhaabentlig lykkes det os at finde dem. De bliver nok ikke svaere at kende i maengden.
Vi gik en tur sammen med hollaenderne, men vi naaede desvaerre ikke saa langt, da vi skulle tilbage til frokost og derefter paa hesteturen.
Lise fik en meget uerfaren og meget soed pippi-hest, som kun lystrede naar lederhesten gik. Jeg selv fik en vaskeaegte aedel ganger med fart i hesteskoene, hvilket ikke er saa fedt, naar man er nybegynder. Desvaere vendte den ene af hollaenderne om; heste var aabenbart ikke noget for ham. Vi andre kom fint afsted, men guiden syntes det var ustyrlig morsomt at slaa hestene bagi med en kaep, saa de satte i rask trav. Det var specielt morsomt fordi nogle af os hylede som smaa piger og raabte stop! Men saa var glaeden ogsaa stor, da vi i fuld gallop red vaek fra ham senere paa turen. Foerste stop var ved "Turtle Rock", og som navnet antyder, var det en stor sten der lignede en skildpadde. Naeste stop var ved en lille camp, der aabnede sin butik specielt for os, saa vi hver kunne proviantere for 3 kr.! Lidt klippeklatring igen og saa afsted mod et bjergkloster. Her skulle vi "parkere" hestene ved et hegn et godt stykke vaek. Guiden ville lige fixe en wire paa hegnet, men i stedet knaekkede han den. Der stod han jo saa og saa godt dum ud, og hvordan redder man saa ansigt? Det goer man ved at kvaele en hund med wire'ren. Vi fik ham dog heldigvis stoppet, men hold kaeft hvor er han maerkelig.
Klostret var fantastisk, og igen blev der laast op specielt for os. Vi tog foerst en tur rundt om klostret, hvor vi skulle dreje paa en masse smaa haengende toender. Det var aabenbart et meditationscenter, hvor man kommer og laerer hvordan, det skal goeres. Desvaere fik vi ikke mange facts paa turen, da guiden ikke talte engelsk.
Hjemvejen blev i lange perioder tilbagelagt i fuld gallop - helt vildt fedt, men det skulle jo gaa galt. Hollaenderens hest var meget hurtig, og han kunne naesten ikke nyse uden den satte i gallop. Pludselig knaekker forbenene sammen paa den, og han forsaetter med hovedet foerst ned i sneen. Det saa meget dramatisk ud, men heldigvis gik det kun ud over hans briller, og han fik et lille saar paa kinden. Hesten kunne aabenbart selv finde hjem, saa den saa vi ikke mere til. Guiden gik resten af vejen, og pludselig var det mig (Mads), der var i front hele tiden!!! Jeg foelte mig som Lucky Luke, der red ud i solnedgangen. Bare mig og min hest, paa traek mod ukendte omraader. Derfor var det lidt irriterende hele tiden at blive bedt om at vente! Lise' uerfarne krikke ville aabenbart ikke mere og skulle naermest traekkes hjem.

Hjemme igen blev vi varmet op ved kakkelovnen med god mongolsk mad og dejlig varm the.
Det er aabenbart meget haardt at ride (og giver desuden saar paa visse kropsdele), saa vi smaaslumrede resten af aftenen, lige indtil guiden stormer ind i ger'en og beder mig om at foelge med. Lidt nervoes tager jeg vintertoejet paa og foelger med (han er altsaa fuldstaendig utilregnelig og skummel!). Vi skal hente vand ovre fra den anden camp, remidierne er 2 kaempe beholdere og en lille slaede. Stjernehimlen er helt utrolig, da det eneste forstyrrende lys kommer fra min lommelygte. Vandet skal hentes fra et lille skur et par 100 meter fra campen, hvor pumpesystemet er indrettet saadan, at vandet bliver suget ud af slangen efter brug. Med op til 40 minusgrader om vinteren, er det vist noedvendigt, medmindre man oensker sig isterninger.
Paa tilbagevejen er slaeden betydelig tungere, og hesteguiden yder ikke meget hjaelp med sine 55 kg. Halvvejs hjemme bliver jeg noedt til at rende efter hjaelp hjemme i ger'en. Jeg henter Simon, vores hollandske ven, og med hans hjaelp, faarvi dem til sidst bugseret hjem. Vi beslutter os herefter for at gaa en lille stjerneskinstur, da vi jo alligevel har faaet vintertoejet paa. Igen, stjernehimlen var helt utrolig!

Igen en meget varm nat, de er simpelthen for ivrige med det braende. Ud paa natten blev vi vaekket af en kaempe stikflamme, da familiens soen havde brugt lidt for meget taendvaeske. Tror han blev slemt forbraendt, jeg kunne i hvert fald hoere ham hyle uden for teltet - saa meget for store og staerke mongolske maend!

Naeste dag forlod vi nationalparken kl. 11, og det var lidt underligt at komme tilbage til storbyen og smoggen igen. Lidt for meget larm og aktivitet for saadan et par fredelige nomader som os.

De sidste par dage i Mongoliet blev brugt paa et dinosaurmuseum (lidt for rodet), et marked, hvor Mads shoppede til den store guldmedalje. Vi fik set en masse film, lavede selv mad et par aftener (det lyder maerkeligt, men at gaa paa restaurant hele tiden, bliver nu lidt traels i laengden), og den sidste dag noed vi bare at gaa rundt i byen og lave ingenting. Det er helt bestemt ikke sidste gang vi har vaeret i Mongoliet - naturen er imponerende og menneskene er meget imoedekommende.