Hanoi

Saa fik vi overstaaet Kina, og begav os mod Vietnam. Busturen ud af landet blev som de foregaaende - meget bumpende og med lidt for spaendende koersel. Graenseovergangen naaede vi lidt over middag, vi blev udstyret med smarte badges fra busfirmaet, og blev saa ellers smidt af bussen. Turen forbi den kinesiske graense, ingenmandsland og den vietnamesiske graense skulle foregaa til fods. Ved kinagraensen gik det smertefrit, man stillede sig i koe, vidste pas og departure card naar det blev ens tur, og i loebet af 2 min. var man i ingenmandsland. Ved den vietnamesiske graense foregik det dog fuldstaendig anderledes. Foerst fik man udleveret en stor formular, den skulle udfyldes og laegges i passet, og derefter skulle man kaste passet ind over en stor klump mennesker. Saa ventede man i et kvarter eller mere, paa at betjentene fiskede ens pas op af bunken, stemplede ca 4 gange hver, og derefter raabte ens navn op. Ved en anden skranke skulle man vise stemplet, betale ca 2 kr. i VND (vi havde saa ikke faaet vekslet penge, men en hollaender hjalp os), og saa var man igennem foerste etape. Anden etape var mere civiliseret, men ligesaa langsommelig. 2 skranker ved paskontrollen var aabne, et stort antal fyldte busser ankom paa samme tid, og alligevel stod der en masse personale og kiggede paa. Koeen var lang, og da det endelig blev vores tur, saa vi hvordan man virkelig skulle ha gjort. En vietnameser hoppede ud af det blaa (saadan en flok gurillia-krigere) og ind foran os, sprang hele koeen over, og var hjemme hurtigere end du kan sige Ho Chi Minh. Men vi kom paa bussen igen og fik os en overraskelse. Graensen var aabenbart en tidslomme, for vi ankom til Vietnam samme tid, som forlod Kina. Eller ogsaa skulle man bare saette tiden 1 time tilbage.
Vi ankom til Hanoi kl. 17, godt traette oven paa en ti-timers bustur, og heldigvis steg en engelsktalende vietnamesisk pige paa bussen, fortalte os om sit hotel, hjalp os over gaden (har i set videoen fra dagen efter, hvor vi goer det selv?) og betalte taxaen. Hotellet var fint, det laa i det gamle omraade omkring Hoan Kiem Lake (omraadet der er vaerd at se i Hanoi) og prisen var rimmelig, saa ingen problemer der.

Tid til afslapning og vasketoej (man afleverer det bare ved hotelskranken og betaler lidt penge, og saa kommer det rent tilbage naeste dag - det er jo naeste ligesom derhjemme, altsaa bortset fra pengene.. Haaber ikke min mor laeser med, og faar gode ideer..). Derefter gik vi ud i byen med hollaenderne vi laante penge af, og et svensk par, som vi ogsaa moedte paa bussen. Vi fandt en ATM, haevede lokal valuta, og var lige pludselig millionaerer - 1 Dkr = 2500 VND.
Efter lidt mad kiggede vi DVD'er, og blev meget fristede af deres serie-bokse. Man kunne koebe samtlige saesoner af stort set alle serier, inkl. simpsons, friends, desperate housewives og mange andre, for mellem 60 og 100 kr. Vi besluttede os for at vente, hvilket skulle vise sig at blive fatalt. Prisen blev ved med at stige for hver dag der gik, og det finder man sig ikke i som budgetinteresseret backpacker.
En lille oel og en gang klodsmajor med de andre, og saa var det godnat.
Naeste morgen spiste vi morgenmad med de andre for bussen, de regnede med planlaegge en hel masse sammen, men efter 20 dage sammen med kinagruppen, traengte vi til at lave noget paa egen haand. Det var dog lidt svaert at sige: "Vi har egentlig ikke lyst til at vaere sammen med jer, saa hyg jer!". Vi tog selv en bus ud til Museum of Ethnology, som laa lidt uden for centrum. Lise skulle dog lige have lidt ananas inden, og koebte det af en gadesaelger. Hun pruttede sig ned til 10 kr. for 2 smaa stykker, men at doemme ud fra damens ansigt, havde hun vist ikke gjort en god handel. Vi fik et overbaerende smil, og 2 bananer som et plaster paa saaret. Fra busstoppestedet til museet skulle vi gaa lidt, og da det stod ned, udstyrede vi os selv med blaa engangsregnslag til en krone stykket. Et stykke fra museuet fandt vi et meget lokalt spisested under en stor pressening. Det var udstyret med alt for smaa blaa plastikstole, vietnamesisk menukort, og en masse vietnamesere. Vi fik dog bestilt med hjaelp fra en af dem, som kunne en smule engelsk. Vi spurgte efter noget suppe, broed og groentsager, men i stedet for broed, fik vi en laekker koedret. Held i uheld at beef og bread lyder ens for en vietnameser. Museet var en smule rodet, men meget spaendende. Det fortalte om de forskellige minoriteter i nordvietnam, der er 54 af slagsen, saa det tog noget tid at komme igennem. Det mest interessante var dog en udstilling om livet i Vietnam efter krigen med amerikanerne, en tid fyldt med rationering, haardt arbejde, kummerlig levestandard og sult. Vi blev der til det lukkede kl. halv seks, og da vi kom ud igen havde vietnameserne faaet fyraften. Vejret var klaret op, og overalt hvor der var plads, havde de slaaet badmintonbaner op. Banerne er i forvejen tegnet op, og saa medbringer de selv net, ketcher og bolde. Og de gaar til den i varmen, folk paa 60 og derover spiller som var de 20. Det virker som en rigtig god ide, man ser stort set ingen overvaegtige mennesker. Vi hoppede paa bussen samme sted, som vi var hoppet af, de vi regnede med at den ville koere ind mod byen igen. Det gjorde den ikke, og efter en halv time (da var det begyndt at blive moerkt) stoppede den i et lidt skummelt omraaede, og motoren blev slukket (paa det tidspunkt var vi ogsaa de eneste i bussen). Buschauffoeren smilede til os, tog os med hen til et lille bord ved fortovet, boed os paa cigaretter, og med fagter beroligede han os med, at han ville koere tilbage 20 min. senere. Men vi skulle dog koebe billet igen, saa den broeler kostede os hele 3 kr. hver!!! Tilbage ved soeen (halvanden time senere end planlagt), spiste vi lidt hurtig aftensmad, da vi skulle i teatret. Water puppet theatre for at vaere helt praecis, en meget speciel oplevelse, men det var nu meget ssskaegt. Scenen bestaar af et lille bassin, hvor maend, skjult af et net bagest i bassinet, styrer smaa dukker rundt i vandet. De blev akkompagnieret af et traditionelt orkester, og spillede 13 forskellige scener, med hvert sit budskab. Blandt andet en fisker der bliver hevet i vandet af en kaempe fisk, og derefter slaebt rundt i bassinet, til stor morskab for publikum :).
Dagen efter havde vi planlagt at staa tidligt op, saa vi kunne komme ned i Lenin Park, og maerke stemningen. Vi var dog begge meget traette, da uret ringede kl. 6, saa da en af os naevnte, at det regnede, var vi ikke sene til at aflyse det. Vi sov 2 timer mere, og spiste morgenmad paa en lille balkonrestaurant, der senere skulle blive vores stamsted. Resten af dagen ville vi gerne cykle rundt i byen, men kunne simpelthen ikke opsnuse en eneste cykel. Vi tog i stedet en cyklo til Lenin Park, slappede lidt af fra larmen, hyggede et par timer. Cyklomanden proevede at snyde os for penge, men vi er for drevne i det game! Paa baenker rundt i parken sad en masse unge par, og udlevede deres forbudte kaerlighed. Hjemme hos dem selv, er der 3 generationer samlet under et tag, og i oevrigt er kaertegn i det offentlige rum ikke velset. De lignede allesammen Romeo og Juliet, der skulle skilles for altid.

Efter lidt frokost fik vi koebt togbilleter til Sapa, en vietnameser hjalp os hen til den rigtige skranke, og da vi var faerdige forventede han lidt drikkepenge, som tak for hjaelpen. Heldigvis ringede hans mobil, saa vi stak af midt i forvirringen.. Han opgav forfoelgelsen, da vi naaede over vejen.
Derefter brugte vi lidt tid paa bloggen (!), og paa vejen hjem, kom jeg i tanke om, at jeg da egentlig traengte til at blive klippet. Jeg fandt et sted taet paa hotellet, valgte en frisure i bogen, og blev derefter nedstirret de naeste 40 min. De grinte meget, og alle frisoeerne skulle lige hen og kloge i lyst haar. 40 kr. for klipning, haarvask og lidt massage er nu helt ok..
Aftensmaden indtog vi paa et dyrt sted med udsigt over soeen, til lyden af traditionel musik. Maden var god, men ideen med traditionel vietnamesisk musik forsvinder lidt, naar bla. spiller "Aah Susanne"..
Stamstedet blev lige besoegt inden sengetid, og bananapancake til 6 kr. skyllet ned med fadoel til 2,5 kr. kan varmt anbefales.
Sidste dag i Hanoi naaede vi endelig i parken fra morgenen af. Vi lejede cykler, og begav os ud i myldretiden. Uden for parken var der et kaempe optog med musik og boern i uniformer. Det lignede en slags propaganda, med roede flag og march, men vi fandt aldrig rigtig ud af, hvad det var.

Parken summede ogsaa af liv, og aktivitet. Folk spillede badminton, Tai-Chi (med og uden svaerd), fodbold, volleybold med foedderne og de haarde fyre styrketraenede paa legepladsen, naar de da lige havde tid - meget af tiden gik med at kigge ned af sig selv.

De fleste vietnamesere er da ogsaa i utrolig god form, det er en del af mentaliteten - vi har set propagandaplakatter med Ho Chi Minh, der siger, at han dyrker gymnastik hver morgen. Efter morgenmad paa stamstedet cyklede vi ud til Onkel Ho's Mausoleum, men koeen var flere kilometer lang, og det er helt serioest. Vi cyklede direkte til bygningen, blev dirigeret videre, og efter en god cykeltur, naaede vi starten af koeen. Vi bestemte os i stedet for at se gravballemanden naar vi kommer hjem. Da vi cyklede derfra, fik dog en oplevelse, der var hele cykelturen vaerd, da vi kom forbi casting til Vietnam Idols! Det kan kun blive stort i et land, hvor folk lever for karaoke!

Tilbage paa hotellet pakkede vi, checkede ud, og begav os derefter efter ud paa en laengere cykeltur. Heden havde ledt vores tanker paa vej til Hanoi Water Park, men at finde det, blev en helt anden sag. Vi cyklede i 2 timer, saa nogle sjove omraader af Hanoi, men fandt aldrig Water Parken. Paa tilbagevejen punkterede Lise' cykel, saa vi trak det sidste stykke, og blev praesenteret for en regning paa 2 kr, saa cyklen kunne blive lappet. Vi troestede os selv med frokost paa stamstedet, og et par af de fantastiske fadoel (det er simpelthen et skraaplan). Vi havde dog stadig ikke opgivet tanken om vand, saa vi snuppede en scooter til Army Hotel, og betalte 3,5 dollars for en time i poelen - men det var det vaerd.
Vi naaede lige en pizza paa stamstedet, inden vi snuppede en scooter til togstationen. Det var ret svaert med de store rygsaekke, og vi havde lidt travlt, men de erfarne chauffoerer kendte alle smutvejene og naaede lige over jernbanesporet inden bummerne gik for. Paa toget delte vi kabine med et engelsk par, og saa blev det da lige tid til lidt oel igen.. Godnat.