Her er et link til et par små videoer af vores bungy jump:)
22. juni 2007
20. juni 2007
Pokhara og Annapurna Sanctuary trek
Vi skulle ukristeligt tidligt op, da vi blev hentet af vores guide, Dhruba, og bærer, Ram Kumar, kl. kvart over seks! Mads understregede endnu engang, hvor meget han hadede at stå tidligt op - og at han bogstaveligt talt fik ondt i maven af det! Det hjalp heller ikke ligefrem på situationen, at hans vasketøj ikke var kommet tilbage, og en stakkels dreng måtte vækkes for at hente det ude i byen. Da det langt om længe dukkede op, fandt vi en rigshaw, som kørte os gennem Katmandus smalle gader (som heldigvis endnu ikke var helt ufremkommelige) til busholdepladsen. Her røg rygsækkene på taget af bussen, og vi selv blev bugseret ind i bussen sammen med bl.a. en hel indisk familie, som skulle komme til at gøre den 8 timer lange køretur til Pokhara meget underholdende, men også enerverende! Når det lykkedes os at abstrahere fra deres højtrøstede, indisk-engelske snak (en mor forsøgte at lære sin søn engelske gloser - "house" og "Pokhara" kan åbenbart siges på mange sjove måder), fik vi sovet lidt og set det smukke landskab.
Fremme i Pokhara blev folk smidt af bussen, mens vi fik lov at blive kørt lige til døren af Hotel Yeti, der lå skønt ned til Phewa Tel søen, som på klare dage genspejler Annapurna bjergkæden.
En stakkels backpacker overfaldes af touts, da han stiger i bussen - det er nu meget sjovt at se, når det ikke er én selv:)
Resten af dagen blev brugt på at vente en god time på en gang lasagne og forårsruller og på at kigge rundt i kvarteret langs søbredden, som er overstrøet med butikker med meget ihærdige sælgere (de er utrolige de historier, de fortæller én!) og tibetanske kvinder, der ikke slipper deres tag, før de har fået presset én til at købe, hvad Mads efterhånden havde fået døbt "minoritets-pis" (dvs. smykker, broderede punge o.l.).
Om aftenen blev hele byen pludselig mørkelagt, da der skulle spares på strømmen, og vi ventede og ventede på Dhruba, som vi havde aftalt at spise aftensmad med. Da det ikke lod til, at han ville dukke op, gik vi selv ud og fandt en lille restaurant, der kunne diske op med lidt "candlelight dinner".
To be continued...
Fremme i Pokhara blev folk smidt af bussen, mens vi fik lov at blive kørt lige til døren af Hotel Yeti, der lå skønt ned til Phewa Tel søen, som på klare dage genspejler Annapurna bjergkæden.
En stakkels backpacker overfaldes af touts, da han stiger i bussen - det er nu meget sjovt at se, når det ikke er én selv:)Resten af dagen blev brugt på at vente en god time på en gang lasagne og forårsruller og på at kigge rundt i kvarteret langs søbredden, som er overstrøet med butikker med meget ihærdige sælgere (de er utrolige de historier, de fortæller én!) og tibetanske kvinder, der ikke slipper deres tag, før de har fået presset én til at købe, hvad Mads efterhånden havde fået døbt "minoritets-pis" (dvs. smykker, broderede punge o.l.).
Om aftenen blev hele byen pludselig mørkelagt, da der skulle spares på strømmen, og vi ventede og ventede på Dhruba, som vi havde aftalt at spise aftensmad med. Da det ikke lod til, at han ville dukke op, gik vi selv ud og fandt en lille restaurant, der kunne diske op med lidt "candlelight dinner".
To be continued...
Kathmandu
Da vores fly var forsinket, nåede vi først Kathmandu Lufthavn lidt i 22, godt smadrede! Lufthavnen var heldigvis så lille, at det var ret svært at gå galt af noget, og vi fik hurtigt fat i en forudbetalt taxa til at køre os til backpackermekkaet Thamel. Taxaen viste sig at være en lille put, som lige skulle løbes i gang, men så strøg vi ellers også gennem Kathmandu's gader. Med i taxaen havde vi af ukendte årsager en fyr, som begyndte at konversere med os; hvor skulle vi overnatte, hvad ville vi lave i Nepal osv. Vi havde egentlig udset os et guesthouse, men gik med til lige at se et sted, som fyren anbefalede os. Det var et ganske hyggeligt sted med gårdhave og tagterrasse, så vi flyttede ind og sagde godnat. I vores døs nåede vi lige at opfange, at fyren sagde, at han ville sende en bekendt hen for at snakke med os næste dag.
Fik en god nats (dvs. et halvt døgns) søvn og blev lidt overraskede og flove, da vi kom ud og fandt to mænd, som havde siddet og ventet på os hele formiddagen. De var fra World Heritage Treks and Expeditions og viste os hen til en restaurant, hvor vi kunne få lidt brunch, inden vi snakkede business. På deres kontor (på den anden side af gaden), gav de os et tilbud på alt, vi havde nævnt, vi kunne tænke os at lave i Nepal. Det var et ganske fornuftigt tilbud, og de var naturligvis meget overtalende, men vi aftalte at tænke over det til næste dag, inden vi bandt os. Vi havde nemlig fået anbefalet et agency i Pokhara af en amerikansk fyr, jeg mødte på Koh Tao, så dem ville vi lige skrive til inden, så vi havde lidt at sammenligne med.
Efter al den barbecue, vi havde fået i Thailand, var vi så småt ved at være klar til lokal mad igen, så denne aften skulle vi selvfølgelig finde ud af, hvad nepalesisk mad er for noget. Det viste sig at være Dal Bath, som er en ret bestående af ris med en speciel sauce, kaldet Dal, og én eller anden variation af pickles. Vi skulle senere erfare, at dette stort set er det eneste nepaleserne spiser. Minimum 2 gange om dagen. Hverdag eller fest. Det var et udemærket, men ikke prangende, måltid, men vi lærte fordelen ved at spise lokalt: Man må få så mange refills, man skulle lyste.
Godt mætte begav vi os herefter ud i Thamels snævre gader - gader som bestemt ikke er egnede til den overflod af cykler, rigshaws og motoriserede køretøjer, der larmendende og forurenende kæmper sig gennem virvaret af sælgere og turister. Pludselig forstod vi, hvorfor det største antal trafikdræbte (som er et stort antal i Nepal!), er fodgængere!
(OBS. dette er en af de store gader i Thamel.)
Thamel er et utroligt spændende og livligt sted, men også et sted, som man skal have overskud til, da man konstant bliver konfronteret af sælgere og rigshaws som forsøger at pådutte én alt lige fra tigerbalsam til hashish ellers dét, der er værre (vi fik senere fortalt af et par danske piger, at det ofte er de samme folk, som sælger tigerbalsam om dagen, der bijobber som pushere efter mørkets frembrud). Vi følte os hurtigt som de eneste "ikke-hippificerede" vesterlændinge blandt alle de andre backpackere, som havde fundet vejen hertil - og det var endda lavsæson. Kathmandu og særligt Thamel er tydeligvis et valfartssted for tidligere blomsterbørn og folk, som bare vil udleve en drøm om at barbere sig skaldede og iklæde sig orange, munkelignende tøj. Vi søgte efter lidt tid tilflugt på en rooftop restaurant, hvor vi skyllede støvet ned med en kølig Carlsberg (Carlsberg og Tuborg er to af de absolut største øl i Nepal), hvorefter vi fulde af indtryk gik trætte hjem.
Næste morgen blev vi endnu en gang mødt af en ventende mand, som ville vise os hen til kontoret. Vi fik pænt forklaret ham, at vi nok selv skulle komme derhen, når vi havde bestemt os. Efter morgenmad i vores dejlige gårdhave, tjekkede vi mail, men fandt desværre ikke noget svar fra Pokhara-selskabet.
Da vi ikke havde alverdens tid at spilde på at konsultere andre selskaber, gik vi derfor tilbage til World Heritage Treks, bekræftede og betalte for både trek, bungy jump og rafting. Hermed var samtlige dage i Nepal nu skemalagte, og vi krydsede fingre for, at det var et ordentligt agency, da vi var godt afhængige af deres service.
På vej hen til Jysk Rejsebureaus kontor for at få genbekræftet vores flybilletter ud af Nepal (man skal efter sigende være i god tid med det, når det gælder Royal Nepal Airlines), fandt vi en lækker lille bager, så vi blev enige om, at apple pie da godt kunne gøre det ud for "frokost":)
Fik en god nats (dvs. et halvt døgns) søvn og blev lidt overraskede og flove, da vi kom ud og fandt to mænd, som havde siddet og ventet på os hele formiddagen. De var fra World Heritage Treks and Expeditions og viste os hen til en restaurant, hvor vi kunne få lidt brunch, inden vi snakkede business. På deres kontor (på den anden side af gaden), gav de os et tilbud på alt, vi havde nævnt, vi kunne tænke os at lave i Nepal. Det var et ganske fornuftigt tilbud, og de var naturligvis meget overtalende, men vi aftalte at tænke over det til næste dag, inden vi bandt os. Vi havde nemlig fået anbefalet et agency i Pokhara af en amerikansk fyr, jeg mødte på Koh Tao, så dem ville vi lige skrive til inden, så vi havde lidt at sammenligne med.
Efter al den barbecue, vi havde fået i Thailand, var vi så småt ved at være klar til lokal mad igen, så denne aften skulle vi selvfølgelig finde ud af, hvad nepalesisk mad er for noget. Det viste sig at være Dal Bath, som er en ret bestående af ris med en speciel sauce, kaldet Dal, og én eller anden variation af pickles. Vi skulle senere erfare, at dette stort set er det eneste nepaleserne spiser. Minimum 2 gange om dagen. Hverdag eller fest. Det var et udemærket, men ikke prangende, måltid, men vi lærte fordelen ved at spise lokalt: Man må få så mange refills, man skulle lyste.
Godt mætte begav vi os herefter ud i Thamels snævre gader - gader som bestemt ikke er egnede til den overflod af cykler, rigshaws og motoriserede køretøjer, der larmendende og forurenende kæmper sig gennem virvaret af sælgere og turister. Pludselig forstod vi, hvorfor det største antal trafikdræbte (som er et stort antal i Nepal!), er fodgængere!
(OBS. dette er en af de store gader i Thamel.)Thamel er et utroligt spændende og livligt sted, men også et sted, som man skal have overskud til, da man konstant bliver konfronteret af sælgere og rigshaws som forsøger at pådutte én alt lige fra tigerbalsam til hashish ellers dét, der er værre (vi fik senere fortalt af et par danske piger, at det ofte er de samme folk, som sælger tigerbalsam om dagen, der bijobber som pushere efter mørkets frembrud). Vi følte os hurtigt som de eneste "ikke-hippificerede" vesterlændinge blandt alle de andre backpackere, som havde fundet vejen hertil - og det var endda lavsæson. Kathmandu og særligt Thamel er tydeligvis et valfartssted for tidligere blomsterbørn og folk, som bare vil udleve en drøm om at barbere sig skaldede og iklæde sig orange, munkelignende tøj. Vi søgte efter lidt tid tilflugt på en rooftop restaurant, hvor vi skyllede støvet ned med en kølig Carlsberg (Carlsberg og Tuborg er to af de absolut største øl i Nepal), hvorefter vi fulde af indtryk gik trætte hjem.
Næste morgen blev vi endnu en gang mødt af en ventende mand, som ville vise os hen til kontoret. Vi fik pænt forklaret ham, at vi nok selv skulle komme derhen, når vi havde bestemt os. Efter morgenmad i vores dejlige gårdhave, tjekkede vi mail, men fandt desværre ikke noget svar fra Pokhara-selskabet.
Da vi ikke havde alverdens tid at spilde på at konsultere andre selskaber, gik vi derfor tilbage til World Heritage Treks, bekræftede og betalte for både trek, bungy jump og rafting. Hermed var samtlige dage i Nepal nu skemalagte, og vi krydsede fingre for, at det var et ordentligt agency, da vi var godt afhængige af deres service.På vej hen til Jysk Rejsebureaus kontor for at få genbekræftet vores flybilletter ud af Nepal (man skal efter sigende være i god tid med det, når det gælder Royal Nepal Airlines), fandt vi en lækker lille bager, så vi blev enige om, at apple pie da godt kunne gøre det ud for "frokost":)
Se hvor glad han er:)
Vi havde herefter mod på lidt sightseeing og gik gennem den gamle bydel til Durbar Square, der er et World Heritage site og et kompleks bestående af bl.a. det gamle kongepalads samt et utal af både buddhistiske og hinduistiske templer.
Små butikker/værksteder i den gamle bydel.
Mænd linet op for at få sig et glas mælk. De så ikke ud til at nyde det, men det var nok sundt:)
Små torve fyldt til randen af sælgere.
Vi var først nysgerrige, da vi pludselig var ved at blive fanget i en demonstration, der dukkede op ud af den blå luft, men kom så i tanke om, at én af overlevelsesreglerne i Nepal er at holde sig så langt væk fra demonstrationer som muligt. Denne virkede heldigvis ganske fredelig.
På trods af - eller måske nærmere i kraft af - sin historiske og religiøse vigtighed, er Durbar Square i allerhøjeste grad et levende sted med markeder, butikker og tusindvis af nepalesere, der kom for at bede eller blot hænge ud med vennerne:) Efter at have gået lidt rundt i den ulidelige varme og prøvet at hitte ud af hvad, der var hvad ved hjælp af den lille brochure, vi havde fået, rendte vi ind i en guide, der tilbød at vise os rundt en times tid. Det sprang vi på og fik en spændende rundvisning, hvor han fortalte en masse om religionerne og åbnede vores øjne for nogle af de mindre prangende monumenter. Desværre sluttede han - selvfølgelig - turen af med at lede os ind i en butik, der lavede og solgte fine, men dyre, religiøse malerier (nogen, der husker Livshjulet?), som Mads til sin store fortrydelse kom til at vise lidt for stor interesse for - og så hænger man altså på dem! Det lykkedes os dog at komme ud derfra igen uden at blive ribbet helt af.
Om aftenen besøgte vi igen vores agency, hvor vi hilste på vores kommende guide og bærer og lånte soveposer til at tage med på trekkingturen (alting var bare "complimentary", da de jo vidste, vi var studenter;)), og så var det ellers hjem og pakke, så vi kunne være klar til afgang fra voes guesthouse kl. 6.15 næste morgen!
Abonner på:
Opslag (Atom)