20. juni 2007

Pokhara og Annapurna Sanctuary trek

Vi skulle ukristeligt tidligt op, da vi blev hentet af vores guide, Dhruba, og bærer, Ram Kumar, kl. kvart over seks! Mads understregede endnu engang, hvor meget han hadede at stå tidligt op - og at han bogstaveligt talt fik ondt i maven af det! Det hjalp heller ikke ligefrem på situationen, at hans vasketøj ikke var kommet tilbage, og en stakkels dreng måtte vækkes for at hente det ude i byen. Da det langt om længe dukkede op, fandt vi en rigshaw, som kørte os gennem Katmandus smalle gader (som heldigvis endnu ikke var helt ufremkommelige) til busholdepladsen. Her røg rygsækkene på taget af bussen, og vi selv blev bugseret ind i bussen sammen med bl.a. en hel indisk familie, som skulle komme til at gøre den 8 timer lange køretur til Pokhara meget underholdende, men også enerverende! Når det lykkedes os at abstrahere fra deres højtrøstede, indisk-engelske snak (en mor forsøgte at lære sin søn engelske gloser - "house" og "Pokhara" kan åbenbart siges på mange sjove måder), fik vi sovet lidt og set det smukke landskab.

Fremme i Pokhara blev folk smidt af bussen, mens vi fik lov at blive kørt lige til døren af Hotel Yeti, der lå skønt ned til Phewa Tel søen, som på klare dage genspejler Annapurna bjergkæden.


En stakkels backpacker overfaldes af touts, da han stiger i bussen - det er nu meget sjovt at se, når det ikke er én selv:)


Resten af dagen blev brugt på at vente en god time på en gang lasagne og forårsruller og på at kigge rundt i kvarteret langs søbredden, som er overstrøet med butikker med meget ihærdige sælgere (de er utrolige de historier, de fortæller én!) og tibetanske kvinder, der ikke slipper deres tag, før de har fået presset én til at købe, hvad Mads efterhånden havde fået døbt "minoritets-pis" (dvs. smykker, broderede punge o.l.).

Om aftenen blev hele byen pludselig mørkelagt, da der skulle spares på strømmen, og vi ventede og ventede på Dhruba, som vi havde aftalt at spise aftensmad med. Da det ikke lod til, at han ville dukke op, gik vi selv ud og fandt en lille restaurant, der kunne diske op med lidt "candlelight dinner".


To be continued...



















Ingen kommentarer: